Det her er et af de mest spændende nytår i mit liv.
2018 har været et dejligt år. Et år hvor jeg på mange måder har fundet ro. Efter et par år i (fysisk) støj, blev der endelig stille i min lejlighed i Korsør. Cirka samtidigt blev der også stille inden i mig på et sted hvor jeg havde haft stor uro. Jeg fik arbejdet med en ophobet vrede der havde sat sig som bitterhed, og det var en kæmpelettelse da den endelig gav slip, og det var nok årets største gave.
Støjen (den ydre) gjorde at jeg længe havde søgt efter et nyt sted at bo. Årets næste store gave kom i form af en bekendt der lidt henkastet spurgte om ikke der var noget med at jeg ledte efter et sted at bo. Det udviklede sig hurtigt til at jeg nu er flyttet ind i bofællesskabet Polynesien ved Førslev Gl. Mølle i Haslev. Det her sted indeholder alt hvad jeg har skrevet på mine ønskelister og sat på mine visionboards i forbindelse med min boligsøgning, og jeg turde ærlig talt næsten ikke tro på at det var muligt.
Blandt andet derfor er det her et spændende nytår. Jeg er flyttet til et sted med nærmest ubegrænsede muligheder, et støttende netværk – en slags selvvalgt familie – omkring mig, lys, luft og højt til himlen på alle måder. Et sted med plads til at vokse. Et sted med plads til at være endnu mere mig. Folde mig ud. Elske mere. Et sted hvor jeg kan glæde mig over at se andre jeg elsker, gøre det samme.
Selvfølgelig kan man vokse alle steder – og man gør det – men nogle steder er der særlig frugtbar jord, og det her føles meget klart som et af de steder. Der er så meget kærlighed her.
En anden ting der gør udsigten til 2019 ekstra spændende, er at jeg skal til Milano i februar og Rom til maj. Her skal jeg holde Bruce Moens Exploring the Afterlife-workshop. I Milano venter der mig 30 kursister, og det bliver første gang jeg skal undervise en hel weekend på engelsk – og så mange på en gang . Jeg “burde” være skrækslagen, men jeg har en knusende ro indeni. Jeg forstår det ikke helt selv, men jeg tager det som et tegn på at det her er det naturlige næste skridt for mig.
Jeg har været bange for at sætte den selv samme workshop op i Danmark fordi Bruce Moen selv plejer at holde den her, og jeg har ærlig talt haft god gammeldags præstationsangst, men eftersom han døde for lidt over et år siden, er der kun mig til at gøre det. Så når jeg nu har “varmet op” i Italien, så holder jeg den her på dansk også – i vores dejlige InspirationsCenter Førslev Gl. Mølle. Det glæder jeg mig til.
Jeg aner ikke hvad året ellers kommer til at byde på, men jeg har så mange ideer nu hvor jeg har et sted at føre dem ud i livet, at jeg bestemt ikke kommer til at kede mig!
Mine ord for 2019 (sådan nogle lander altid for mig sidst på det gamle år) er:
Ægthed
Mod
Stå stærkt
Og de hænger sammen.
Ægthed handler ikke om at jeg før har været uægte eller uærlig, men jeg kunne tænke mig at være mere filterløs. Både hvad angår det jeg er usikker på, og det jeg er sikker på. Det er nemt nok for mig at være autentisk om at jeg ikke er perfekt. Jeg viser mig gerne med morgenhår – også i overført betydning – men jeg står sjældnere ved det lys jeg også er. Og når jeg gør, er det gerne med en undskyldning parat. Men jeg gider ikke undskylde mere.
Jeg har tit fået at vide at jeg er modig, men hvad der kræver mod af den ene, er det naturlige for den anden og derfor ikke mod. Jeg vil gerne have mere ægte mod! Mod til at gøre de ting jeg godt ved er de rigtige. Mod til at handle på mine indsigter, og mod til at stå ved at jeg har dem.
Et mod der vil få mig til at stå stærkt i mig selv. Noget jeg har nemmere ved med støtte omkring mig, og den har jeg nu. Jeg har for alvor brug for nu at træde ind på den scene der er min. Og der vil jeg stå stærkt og lysende.
Jeg står ved en skillevej lige nu hvor jeg faktisk ikke føler at jeg har andet valg, og derfor føles det som mere end bare et fromt nytårsønske. Vi får se. Ofte overrasker livet mig gevaldigt, men jeg har en fornemmelse af at de overraskelser 2019 vil byde på, bliver af de gode.
Jeg håber det samme for dig. ❤ Tak fordi du læste med, og hav et vidunderligt nytår.
Livsbekræftende indlæg. Det er så dejligt, når vi som mennesker opnår selvindsigt. 🙂
Jeg kan så berolige dig med, at denne bitterhed ikke er skinnet igennem i noget af det jeg har læst fra din pen – så du har i hvert fald ikke udsendt denne egenskab i din kommunikation eksternt.
Jeg har altid set dig som en yderst positiv person, så no worries. Det er nok bare fordi du har en lille tendens til at være mere selvkritisk end så mange andre. Jeg foretrækker at kalde det kvalitetsbevidst, for det handler jo dybest set om, at man altid søger at gøre tingene så godt som muligt.
Godt nytår – og fortsat god vind. 🙂
Tak for dine altid støttende og positive kommentarer, Henrik. 🙂 Heldigvis kom bitterheden kun til udtryk over for den person jeg var bitter på (stakkels ham ;-))
Godt nytår til dig!
Kære Anja
Jeg elsker din ligefremhed, din jordnære og enkle måde at formidle påjeg har fulgt dig gennem 2018 og glæder mig på dine vegne over dit nye sted at boJeg oplever faktisk at dit er vokset i løbet af året, jeg synes du er blevet skarpere på det du tilbyder og fokus på spiritualitet er blevet tydeligere, for mig er du allerede på din modigere vej godt nytår. Kh Kari
Tusind tak, Kari. Jeg glæder mig til at ses og sparre meget mere i 2019! 😀