Jeg blev spurgt forleden af en der havde læst mit seneste blogindlæg, hvad jeg egentlig mente med egokærlighed. Jeg skrev i indlægget at jeg har brug for “kærlighed. Ikke den røvsyge egokærlighed der bare bekræfter mig i at jeg er smuk og dejlig. Men den store, ægte, betingelsesløse og benhårde ærlige kærlighed. Fra alle der siger at de elsker nogen.”
Egokærlighed er en kærlighed der kun er der på betingelse af at man opfylder hinandens ønsker. “Jeg elsker dig, men ikke hvis du …” siger egokærligheden. “Hvis du virkelig elsker mig, vil du …” siger den også. Den er betinget, og den er tidsbegrænset.
I virkeligheden er egokærlighed et oxymoron – et selvmodsigende ord. Egoet er ikke i stand til at føle kærlighed, men vi er gode til at bilde os ind at det er kærlighed der f.eks. gør os jaloux, urolige, bekymrede, bange og vrede. Det er det ikke. Det er frygt, og frygt er det modsatte af kærlighed. Frygt er egoet der klamrer sig til livet – klamrer sig til en tryg og velkendt situation. Det er egoets opgave at holde os i live, og det job gør det så glimrende.
Jeg er meget enig i Paulus’ beskrivelse af kærlighed i Biblen: “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.” Det har jeg uddybet i et afsnit af bogen Hvem er du utro? som du kan læse/høre mig læse her.
Men tilbage til “den røvsyge egokærlighed der bare bekræfter mig i at jeg er smuk og dejlig”. Er det da ikke kærlighed at sige til en at hun er smuk og dejlig? Mjo, det kan det godt være, men det er mit ego der glæder sig over at høre det og føler sig bekræftet. “Ih, den anden synes jeg er smuk og dejlig – det må betyde at jeg er elsket.” Næh, for hvis den anden kun synes jeg er smuk og dejlig indtil jeg gør et eller andet han/hun ikke kan lide, så var det ikke kærlighed, men “egokærlighed”. Og hvis jeg føler mig mindre smuk og dejlig af at den anden f.eks. finder andre smukke og dejlige også, så skulle jeg måske også tage et kig på min kærlighed til mig selv – og til ham/hende. Mon ikke det igen er egoet der er på spil?
Det er ikke fordi der er noget galt i at have et ego. Det har vi alle sammen. Ellers var vi ikke mennesker. Men det er problemfyldt når vi lader egoet om at styre kærligheden, for det kender den ganske enkelt ikke.
Og jeg er træt af egokærlighed. Både den jeg selv udøver (ja, jeg bilder mig skam ikke ind at jeg selv går fri – langt fra!), og den jeg mærker hos/fra andre. Derfor slutter jeg af med “Fra alle der siger at de elsker nogen.” Lad os endelig blive ved med at fortælle hinanden at vi er smukke og dejlige. Men lad os gøre det fra hjertet og ikke fra det ego der primært siger det for at få noget igen.
