Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 11/9-11
Da jeg for 3 år siden forelskede mig i den mand jeg i dag kalder min kæreste, var der ingen af os der ville have en kæreste. Jeg var næsten lige kommet ud af to forhold der, fordi jeg undervejs sprang ud som polyamorøs, i en lang periode havde været temmelig opslidende følelsesmæssigt, og jeg var ved at dø af skræk for at jeg skulle tilbringe resten af mit liv med henholdsvis at knuse hjerter og få knust mit eget. Min kæreste var godt tilfreds med sin ungkarletilværelse og havde den forventning at hvis han bød en kæreste indenfor i sit liv, ville hun insistere på at lægge beslag på en masse af hans tid, slæbe ham med til skrækkelige parmiddage og familiesammenkomster og så i øvrigt forsøge at lave så meget om på ham som hun kunne slippe af sted med.
Og her sad vi altså pludselig meget tæt i min sofa weekend efter weekend og var temmelig lune på hinanden. Men kærester, det var vi ikke, og vi var helt enige om at vi heller ikke ville være det. Det passede os begge fint, men vores omgivelser var ikke helt trygge ved det. For hvad var nu det for noget at vi opførte os som om vi var kærester, og så ikke ville kalde os det? Var vi ikke kærester? Hvorfor var vi ikke kærester? Jamen, I er jo kærester!
Hvorfor det var så vigtigt at vi fik sat det ord på, forstod jeg ikke helt. Men jeg kunne mærke et stigende ubehag ved at skulle blive ved at fastholde at vi ikke var noget som andre syntes vi var, og som vi åbenbart var mærkelige hvis vi ikke var. Og en dag – efter et års tid, tror jeg – blev vi da også enige om at jo, nu var vi da vist alligevel gået hen og blevet kærester. Men at få sat det ord på gjorde såmænd ingen forskel i vores måde at være sammen på. Det gjorde bare omgivelserne mere rolige. Dog var der stadig noget galt! For bare fordi min kæreste nu var blevet min kæreste, var han altså ikke blevet mere glad for ideen om parmiddage og familiesammenkomster, og nu var det faktisk mere underligt at svare på en invitation at jeg kom alene, for … vi var jo kærester?? Og kærester har åbenbart pligt til at følge med hinanden til den slags, uanset om de har lyst eller ej! Jeg synes stadig det er noget underligt noget, og i vores kæresteforhold er vi altså enige om at vi er sammen af lyst, og at vi er sammen om at være sammen med andre når vi har lyst.
Ja tak til det uforpligtende
“Pligt” og “kærlighed” er to ord der for mig slet ikke hænger sammen. Ja, faktisk hænger “pligt” for mig slet ikke sammen med nogen form for menneskeligt samvær. Men det gør det tilsyneladende for nogle. Vi taler om “uforpligtende sex” f.eks i modsætning til et fast parforhold. Men hvornår er det lige sex forpligter? Gør det nogensinde det? Med mindre der altså ligefrem kommer børn ud af det, men selv der er der vel i de færreste tilfælde tale om en følelse af pligt. Og kærlighed – forpligter den mere end sex gør? Forpligtende kærlighed forekommer mig ikke ret tiltalende.
Hvad er det vi pludselig har pligt til når vi går fra at være elskere eller elskende til at være kærester eller for den sags skyld ægtefæller? Er det pligten til at deltage i familiemiddage, jul, pinse og påske? Er det pligten til at dyrke sex mindst to gange om ugen? Er det pligten til at indlemme den anden i hele vores tilværelse? Er det pligten til fællesindkøb hver lørdag? Eller hvad er det, vi har pligt til som partnere?
Personligt har jeg ikke trang til at forpligte andre over for mig i nogen som helst henseende. Hvad enten folk er mine kærester, elskere, veninder eller familie, håber jeg så sandelig de er sammen med mig af lyst – aldrig fordi de synes de skal.
Er det en kvindeting?
Jeg har det lidt mistænkt for at være en kvindeting, det der med absolut at skulle kalde hinanden for kærester for at føle at det er “rigtigt”. Vi er typisk noget mere usikre og spekulerer en hel masse over om han nu virkelig er forelsket i os eller det bare er (uforpligtende?) sex. Og hvis han siger eller gør noget der tyder på – altså efter vores målestok – at han ikke er forelsket, så bryder vores verden sammen. Og det “noget” kunne f.eks. være at han ikke vil kaldes kæreste. For det MÅ jo være fordi han ikke er forelsket, ikk’? Og hvis det ikke er derfor, så er det helt sikkert fordi han er “bange for at binde sig” eller andre historier vi kan digte om de kære mænd. Min erfaring er at de slet ikke er så komplicerede som vi gerne vil gøre dem til. At de ikke vil kaldes kærester, kan handle om noget så simpelt som at de er i stand til at være i nuet og bare lade forholdet udvikle sig naturligt uden absolut at skulle definere det. Og det skulle vi kvinder måske hellere tage ved lære af end ønske os at lave om.
Måske bruger vi pligt der hvor det er tabu at vi ikke har lyst?
Hej Anja! Hvor er jeg glad for at jeg fandt din blog!!! Og din bog, som jeg fluks skal have bestilt og læst. Her har jeg gået og troet at vi næsten var de eneste i verden der havde det sådan!!!
Min kone og jeg har været sammen i små 10 år, og hun er 11 år ældre end mig. Min kone introducerede ret hurtigt begrebet åbent forhold for mig, fordi hun har et stort behov for at være sig selv, og gøre sine egne ting. Jeg kommer omvendt fra et forhold hvor alt andet end streng monogami var forbudt.
Min kone ønsker sig egentlig ikke andre mænd, men vil gerne dele mig med andre. Både seksuelt, rent følelsesmæssigt og i en praktisk hverdag.
I starten var tanken om en anden kvinde i vores forhold både tiltrækkende og skræmmende på samme tid. Jeg følte mig på en måde afvist af min kone – som om hun var ligeglad med mig, og jeg bare kunne rende og hoppe. Men efterhånden gik det op for mig, at det var en ubetinget kærlighedserklæring til mig, og et helt reelt ønske fra hendes side.
Det satte så gang i en masse eksperimenter. Vi fik en profil på scor, besøgte en swingerklub osv. Men jeg følte mig meget presset og fik direkte præstationsangst. Desuden var der en masse regler om dit og dat, og hvis man skulle være sammen med nogen, virkede det lidt som om man helst skulle have “noget at bytte med”… Men vigtigst af alt, så kunne vi mærke at vi manglede hele den følelsesmæssige side af det. Det virkede ikke for os, i hvert fald.
Så var vi bare os et stykke tid, men snakkede meget om vores følelser i forhold til hinanden og en evt. tredie partner. Vi fik snakket om alle de tabuer der overhovedet måtte være omkring de her ting, og alt det bragte os utrolig tæt sammen. Faktisk gik vi hen og blev helt nyforelskede i hinanden igen…
Nu har jeg så mødt en gammel veninde jeg har haft i nogle år. Hun er et meget frihedselskende menneske, og har aldrig haft et længerevarende forhold, fordi hun ikke vil puttes ind i den kasse der hedder “fast parforhold”. Vi snakkede en del sammen, og det endte med at hun nu er ved at blive en del af vores liv.
Jeg oplever en kæmpe udvidelse af mit liv. Jeg oplever en ærlighed i forhold til både dem jeg elsker og mig selv, som jeg aldrig har følt før. Jeg oplever en frigørelse og en accept af både mig selv og mine elskede, som jeg kun kunne drømme om før. At vi har taget hul på den reformation af vores liv og parforhold har beriget os allesammen, og jeg vil ikke tøve med at sige, at det er det bedste der er sket i mit liv siden mine børn.
Min kone og jeg har ingen børn sammen, og hun kan ikke få børn. Jeg har 2 voksne børn fra mit tidligere ægteskab. Vores nye kæreste, som er lidt yngre end jeg, ønsker sig børn, og det er noget vi drøfter for øjeblikket.
Vi har ikke involveret ret mange mennesker i vores livsform endnu, men dem vi har sagt det til, har taget det positivt. Nu er vi så også nogle mennesker, som generelt ikke rigtig hænger os i hvad andre mener, tænker, tror, synes eller siger om os.
Fremtiden må meget gerne forme sig sådan, at vi alle tre flytter sammen, og får en hverdag sammen. Det kunne være dejligt at min kone og vores veninde blev mere “ligestillede” i vores forhold, så det ikke bliver “os og hende” – men bare “OS”… :o)
Jeg vil købe nogle eksemplarer af din bog, fordi jeg gerne vil skabe større åbenhed og forståelse om de her ting, og fordi det er nemmere at snakke med mennesker, hvis de ligesom har sat sig ind i tingene på forhånd.
Det andre mennesker oftest er interesseret i at høre om, når de spørger mig, er sex. “Går I så i seng sammen alle tre samtidig?!” “Tager du dem på skift?” “Går pigerne i seng sammen uden dig?” etc. etc.
Min kone bliver oftest spurgt om de følelsesmæssige sider af sagen; om hun ikke er jaloux osv.
Din bog giver muligheden for at stille nysgerrigheden hos folk, uden at man skal starte fra scratch hver gang…
Stort knus til dig herfra, og held og lykke med alt!
Jesper
Kære Jesper
1000 tak for din kommentar – hvor er det skønt at høre! Og nej, I er SLET ikke alene – se bare her: http://polyamori.dk/polyamori-i-danmark/
Kærlig hilsen
Anja
Jeg tror, at grunden til at vi (især kvinder) har en stor trang til at have en bestemt “titel”, især når det gælder forhold. Vi kan godt lide at vide, hvor vi har vores mand henne, hvad han er til os. Vi vil føle, at han er vores, og jeg tror, at vi tror, at hvis han ikke har en titel, så er der større risiko for, at han finder en anden
Hej Hanne!
Jeg tror ikke du skal generalisere for meget med “vi kvinder”…! Vi lever polyamorøst, og lige nu oplever jeg at der er flere kvinder der finder vores livsstil tiltrækkende, og gerne vil være med i vores storfamilie. Faktisk er vi begyndt at kigge os om efter et større sted, hvor vi kan bo sammen allesammen. Et sted min kone og jeg ejer, og hvor kærester med familier kan være.
Min ene kæreste er gift med en anden mand, som ikke er polyamorøs. Den anden har en kæreste mere. Den tredie har så, ligesom min kone, “kun” mig, selvom jeg rigtig gerne ville have at især min kone havde en mand mere. Jeg føler let et “pres”, når en kvinde kun har mig som kæreste. At dele giver mere til alle, ikke mindre.
Der er kærlighed nok til alle… Vi skal bare give den til hinanden! KNUS
Sød musik i mine ører, Jesper 🙂
Jeg tror så mænd ikke, at det er en kvindeting, mere end det er en mandeting. Jeg tror man finder deltagere i begge “lejre”, som har behov for dette. Det giver vel en eller anden form for samhørighed, hvilket ved kun er godt.