Jeg er håbløst dårlig til at flirte. Man skulle måske ikke tro at en med min åbne seksualitet kunne have det sådan, men flirteri aner jeg simpelthen ikke hvordan jeg skal håndtere. Jo, det går an hvis jeg selv er romantisk/seksuelt interesseret i den der flirter med mig – så kan jeg godt finde ud af at flirte retur, men hvis ikke, så går jeg nærmest helt i baglås. Jeg kan godt tage pænt imod direkte komplimenter med et smil og et “tak”, og jeg elsker at få dem, men fornemmer jeg at der i en kompliment ligger et “hey, hvis du også synes jeg er dejlig, så ku’ vi måske …?”, så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. En direkte invitation kunne jeg afvise med et “nej tak”, men hvad stiller man op med skjulte hentydninger?
Humor bliver for det meste min redning, men det føles aldrig helt fedt fordi jeg er på usikker grund.Det er nemt nok at være kold i bagen hvis der er tale om en person jeg slet ikke kender, eller ikke bryder mig om (dem er der nu ikke mange af), men er det en jeg ellers godt kan lide, eller i en eller anden sammenhæng er nødt til at omgås, så er det værre. For at sige “jeg er ikke interesseret” ud fra en fornemmelse af at der var mere i det, virker helt latterligt hvis det nu bare var mig der misforstod, og at flirte tilbage uden at være interesseret, virker endnu mere latterligt.
Jeg føler mig ærlig talt som en fra en fremmed planet når jeg bliver sat i den situation, og jeg forstår det ikke. Jeg er ikke blufærdig, har en temmelig bramfri humor, er ikke genert, lider ikke af særlig dårlig selvtillid, ej heller af ualmindeligt lavt selvværd. Min kæreste gav engang det bud på det at jeg simpelthen ikke bryder mig om at afvise folk, og det har han nok ret i – i hvert fald i de situationer hvor jeg ikke kan greje om der faktisk er noget at afvise eller ej. Jo jo, der skal nok være noget om at den andens mening om mig spiller ind, men en ting er hvad jeg fortæller mig selv med min fornuft, noget andet er hvordan jeg så reagerer når jeg står i situationen. Og jeg savner at finde nøglen til at håndtere den fornuftigt.
Hvordan har du det med flirteri? Er du en sand mester, eller har du det som jeg? Mestre er velkomne til at skrive gode råd – ligesindede er velkomne til at fortælle mig at jeg ikke er alene. 😉
P.S. Jeg må lige komme med en lille “disclaimer”, for efter at jeg havde reklameret for dette indlæg på Twitter, var der en sød follower der undskyldte en bemærkning han var kommet med på et tidspunkt, og lad mig straks sige at friske bemærkninger – endog brandsjofle bemærkninger – skrevet ud i et fuldkommen åbent forum, er HELT okay med mig. Faktisk ville jeg meget nødigt undvære dem. 🙂 Så måske det slet ikke er flirt jeg har det svært med – det er det at blive lagt an på. Eller den slags flirt der gør at jeg føler jeg bliver lagt an på. Men uanset hvad, så flirt endelig – jeg må jo have noget at øve mig på hvis jeg skal lære at håndtere det. 😉
Jeg lånte i 80’erne bogen “Kunsten at flirte” af Joyce Jillson af min klassekammerat. Blev måske ikke en sand mester, men det påvirkede da min livsholdning, så jeg siden da var bevidst om at flirte, også med et mere alment sigte.
Jeg har sjældent haft problemer med at føle mig lagt an på; man kan jo blot tage det som en ros. Den anden vej har jeg dog oplevet, at komplimenter ikke er blevet modtaget så godt. Det blev bekræftet flere steder fra, at danske piger snyder sig selv for komplimenter, så jeg lader oftest være.
Som du skriver det, er du ikke den der flirter, men du bliver flirtet med, og reagerer så på det. Flirt først – og se hvad der sker…
Men det er da rigtigt, at uønsket flirt skal ‘tæmmes’, og der må man jo finde et udtryk der virker, fx et blink og et afmålt smil, men det afhænger vist meget af situation og “førsteflirter”.
Ja, det er en sød, lille, god bog, og den står i min reol. Den får du, næste gang vi ses 🙂
Det at afvise en der flirter med en det kan også være svært, også fordi man jo gerne vil gøre det på en gode måde. Jeg synes dog at man bliver glad inden i når der er en der flirter med en, for det betyder meget for ens selvværd.
Derfor vær glad når der er nogen der flirter med dig, og afvis dem på en god måde.
Jeg føler mig helt forkert indeni hvis jeg lader mig “deltage” i en flirt. Jeg synes mange lader sig rive med i en flirt og har derefter svært ved at komme ud af den igen.
Du kan bare flirte løs 😀 Hvis dén, du flirter med, tager skridt til mere end flirt, er det helt o.k. at sige “Jeg er smigret, men jeg er ikke interesseret.” Eller bare “Nej tak.” Hvis personen beder om en begrundelse, skal du passe på! De fleste almindelige mennesker kan håndtere en afvisning. Et sagligt: “Hvorfor?”, som handler om at blive klogere på sig selv og sine svagheder, kan man besvare. Men et insisterende “hvorfor” er faktisk en overskridelse af dine grænser – du har lige trukket grænsen og sagt “vi skal ikke tættere på hinanden”, men den anden forsøger alligevel at møve sig ind over din intimsfære. I dét tilfælde ville jeg gå, og jeg ville blive meget travl, hver gang den pågældende henvendte sig til mig, indtil vedkommende havde lært at forstå et pænt og venligt nej.