Igen gør jeg det. Holder fast i noget som måske bare ikke skal være mere. I højre side af min blog ligger der nogle beskeder til en ven som jeg nu ikke har set eller hørt fra i en måneds tid. Det er små, fjollede ting, men han forstår hvad de betyder (hvis han altså læser dem), og han forstår hvorfor de betyder noget. Sådan er det med nære venner. Man har noget særligt sammen som andre måske ikke lige forstår. Og der er måske ikke noget at sige til at det er svært at give slip på nogen man elsker. Men af en eller anden grund synes det altid nemmere for den anden part end for mig at give slip. Eller er det generelt nemmere for mænd end for kvinder at klippe en forbindelse helt over?
Forleden da jeg skrev en besked der ude til højre, tænkte jeg ved mig selv “nu gør du det kraftedeme igen, Anja – holder fast i nogen der tydeligvis har givet slip på dig”. Og det er rigtigt nok. Jeg kan simpelthen ikke acceptere at et menneske jeg ved holder af mig, bare kan klippe kontakten til mig. Jeg forstår det ikke. Men det må vel være noget jeg skal lære, siden det bliver ved at ske i mit liv?
Når jeg skriver at jeg ikke forstår det, mener jeg ikke sådan at jeg ikke kan forstå at det kan gøre ondt, eller at man kan føle sig såret, eller at det kan være svært at have kontakt, men … ja, måske jeg bare selv er masochist når jeg udsætter mig for ting der gør ondt fordi jeg ved at det udvikler mig så meget mere end at forsage smerten. Måske mit eget liv ville blive lettere (ikke at det er et særlig svært liv jeg har) hvis jeg bare kunne acceptere at venskaber kommer og går – og så lade dem gå.
Tja, bare et par tanker der meldte sig under endnu et anfald af savn. Ikke noget jeg hengiver mig til, men bare noget der bliver ved at undre mig. Ikke bare de andres valg om at give slip, men særligt mit eget evindelige valg om at holde fast.
Kommentér endelig – skal man bare give slip, eller er det okay at holde lidt fast selv om det synes håbløst?
Nogen gange kan det være dejligt befriende at give slip, lade være hvad var. Det gør mindre ondt at få det overstået, og holde fast i glæden over det gode der også var.
Meget kommer selvfølgelig an på det konkrete, om der kan spørges ligeud. Og om der måske er noget med skismet mellem platonisk mand/kvinde venskab og “noget mere. Noget i klemme, eller bare tanken derom, den ene eller anden vej, kan jo desværre komplicere tingene.
At give slip er den ultimative binding – sådan var der en gut, der sagde til mig engang. Jeg ved ikke helt, om jeg forstår det til fulde. Men det lyder rigtigt, ikk’?
Hmm, Thomas, den er jeg heller ikke sikker på at jeg forstår… :-/
Næ… Afsenderen er ellers ret klog, men det er måske et trick, man kan bruge, når man ikke ved, hvad man skal sige 😉
Hej Anja… 😉
Tak for sidst,… hvis du har lyst til en gentagelse af en slags,- måske mindre hektisk…mere snak….mere tid.. bare du og jeg måske?…så kunne jeg måske godt bevilge mig selv udgang en anden dag ud i fremtiden…..;-)
Fik idag denne mail,….- af en jeg har lært at kende,…et bekendtskab som jeg ikke helt ved hvad jeg skal med. Tænk jeg tror hun har det ligesådan…mailen er meget apropos de tanker du har…tror jeg…måske kan du bruge noget af visdommen der ligger i den? Her er den så :
Mennesker kommer ind i dit liv for en mening, en periode eller for
livstid.
Når du forstår hvilken af delene det er, vil du også vide hvad du skal
gøre for denne person.
Når nogen kommer ind i dit liv for en MENING, er det som oftest for at
imødekomme et behov, som du har udtrykt.
De er kommet for at hjælpe dig gennem en udfordring, for at give dig
vejledning
Det kan virke som om de er sendt fra himlen… og det er de.!!
De er der på grund af hvad du trænger til dem for.
Så pludselig, uden at du gør noget som helst galt, eller på et
tilsyneladende upassende tidspunkt, vil denne person sige eller gøre noget
som gør at jeres forhold kommer til vejs ende.
Nogen gange dør de, andre gange går de bare deres vej, nogen gange
provokerer de dig, og tvinger dig til at tage et standpunkt.
Det som er vigtigt at forstå er at dit behov er mættet, din skæbne er
fuldbyrdet, og deres job er udført.
Den bøn om hjælp du har sendt ud i universet, er blevet bønhørt og det er
nu på tide at gå videre.
Nogen mennesker kommer ind i dit liv for en PERIODE, fordi det er din tur
til at dele, vokse eller lære.
De bringer dig en oplevelse, ro eller får dig til at le.!!
Måske lærer de dig noget du ikke ved, eller viser dig noget du aldrig før
har gjort.
Vanligvis bringer de dig utrolige mængder af glæder.
Tro på det, det er ægte…. men bare for en periode.
LIVSLANGE forhold lærer dig livslange lektier, ting du må bygge op for at
få et solidt grundlag. Din opgave i dette er at acceptere lektien, elske
denne person og bruge hvad du har lært i alle andre relationer og områder af dit liv.
Det siges at kærlighed er blind, men venskab er klarsyn…
TAK fordi DU er en del af mit liv, enten det er for en MENING, en PERIODE
eller for LIVSTID…
Hej søde “dronning” 😉
Du kan tro jeg har lyst til en gentagelse – vi fik da slet ikke snakket alt det vi kan, sidst (men hyggeligt var det!)
Jeg kender godt den der, og den er jo så sand så sand (den eneste grund til at jeg aldrig selv har sendt den videre til nogen, er at jeg er helt vildt irriteret over de oversætterbøffer der er i den – haha). Heldigvis er jeg god til at se en mening med alle mine bekendtskaber – men derfra og så til at erkende at jeg må sige farvel til en jeg elsker – uuuufff, det kan jeg ikke li’… Men hvem ka’ også det… 🙂
Sig endelig til når du får en ledig kaffestund – så sætter jeg en kande over!
hej Anja…
jeg har tænkt meget over den problematik du kommer med. ikke fordi du har skrevet det…men fordi jeg har oplevet det …vendt mod mig… forklare lige:
jeg har en del veninder…og for ½ år siden havde jeg en mere… 🙂 vi havde været barndomsvenner, og da vi blev 15 år gik vi hvert til sit… ikke på grund af uvenskab…det skete bare. så for 3 år siden mødtes vi igen …jeg fandt hende over facebook…vi hyggede og havde det sjovt når vi var sammen…men lige så snart jeg var sammen med en af mine andre veninder, fik jeg nogle underlige bemærkninger. ( lang historie) nå, men for at gøre en lang historie kort, så ender jeg ud i en krise i 2014… jeg får angst… har det rigtig skidt og får ikke set de mennesker jeg gerne vil…men jeg ser dog nogen…men hende har jeg så ikke kontakt til i et par måneder. jeg skrev en sms til hende efter en måned at jeg havde det skidt…og at jeg på et tidspunkt nok skulle lade høre fra mig….men pludselig en dag får jeg en sms… der står at hun ikke længere mener at vi kan have et venskab når vi ikke har sets i 3 måneder… og det er så her mine tanker begyndte…. er der tid på venskaber? altså er man ikke venner længere bare fordi der går lidt længere imellem. jeg har en anden veninde som jeg ser 2-4 gange om året…. men når vi er sammen er vi også sammen 100%…og jegser hende netop som min veninde..især fordi at vi ikke sætter krav til hinanden om hvor tit vi skal ses…. men vi ved at vi er der for hinanden.
jeg ved ikke om alt det jeg skriver giver mening for dig…men jeg har tænkt rigtig meget over det der med venner / veninder og tid.
jeg har en anden veninde som også er en barndomsvende jeg har fået tilbage…hun bor lige over på den anden side af gaden…vi ses ca. hver uge ller noget i den stil…så har jeg en veninde jeg ser ca. en gang om måneden…de alle er guld hver…og betyder meget for mig hver i sær… og fordi jeg ser en hver uge, betyder det ikke at hun betyder mere end hende jeg ser nogle gange om året…. jeg syndes bare at det der med at man SKAL ses meget tit… jamen er det så ikke et “tvangsbesøg” nogen gange…eller hvad???
men tilo gengæld må jeg indrømme at en ven der slet ikke svare på mine mails..eller sms i en længere periode… det ville undre mig..og jeg ville nok stoppe med at tage kontakt efter et par gange…med mindre jeg ved at denne person meget sjæleden er på sin Mail…. så ville jeg prøve på sms…måske direkte spørge om jeg havde gjort noget forkerkt… er der stadig ikke noget svar, så havde jeg ikke længere denne person i min vennekreds.
med venlig hilsen…og rigtig godt nytår
Brigitte