Jeg elsker musik – især klassisk musik. Det er musik der taler til min sjæl. Men denne uge har stået i jazzens tegn. Der er jazzfestival i København (slutter desværre i dag), og jeg har ferie! Det har givet mig tid til at nyde en slags musik jeg ikke har ret meget af på musikhylderne herhjemme, nemlig – ja, det er jo overflødigt at skrive det: jazz!
I skrivende stund (som ikke er tastende stund – dette er skrevet ind nogle dage senere) sidder jeg ved kanalen ved Gammel Strand og hører en trio bestående af trompet, saxofon og guitar mens jeg nyder en cafe latte med et tæppe omkring mig fordi vejret ærlig talt ikke er særlig ferievenligt, og jeg tænker lidt over hvad der egentlig er så fedt ved jazz. Det svar jeg er nået frem til, er at jazz er lyden af frihed og leg. Det er levende musik der udvikler sig hele tiden. Det bliver aldrig (eller sjældent) spillet ens. Dem der spiller det, har for mig at se et kæmpemod! De vover at være fri af noder og de kaster sig ud i improvisationer. Det sker at de rammer nogle forkerte toner, men nogle gange vil man opdage at det netop er de forkerte toner der giver musikken kant. Det kan ske at det uventede bliver det allerbedste. Det er musik for dem der tør. Både som udøvende og som lyttende. Jazzmusikere udstråler en nydelse og en glæde man sjældent ser hos klassiske musikere. Der er også et levende samspil med publikum. Publikum er nærmest en del af showet. Det er tilladt (og ret almindeligt) at klappe midt i nummeret når man er begejstret over en solo, og glade tilråb og pift er velkomne. Man kan se musikerne tale med hinanden eller med andre mens deres kolleger spiller solo. Alt det ville være ret forstyrrende under en klassisk koncert!
Jeg har desværre ikke fået hørt så meget på festivalen som jeg gerne ville, fordi min mave har været tarveligt drilsk i ugens løb (hvad bilder den sig ind når jeg har ferie!?), men så er min pc til gengæld blevet beriget med noget mere jazz-indhold i musikfolderen, og det har også været dejligt med noget sofalytning. 🙂
