Jeg har før skrevet et hyldestindlæg til ham, men nu har jeg altså grund til at gøre det igen.
Min kæreste spiller trompet, og det eneste der betyder noget i hans liv, er musik. Nåh ja, jeg betyder nok også lidt, men jeg kommer i bedste fald ind på en fin andenplads, og det har jeg det fint med. Jeg elsker at have en kæreste der har en passion og et mål i livet som en kvinde ikke får lov at tage fra ham. (Det giver jo også mig den samme frihed.) Jeg har faktisk under de to seneste afsnit af Thorborgs Talkshow – et podcast du i øvrigt absolut ikke må gå glip af! – hvor han har interviewet driftige iværksættere, ærgret mig over at høre at mænd med et stort drive og en passion for det de laver, åbenbart har svært ved at få deres parforhold til at hænge sammen. Jeg kan godt forstå at det kan være svært hvis man får børn, at manden så ikke kan være der 100 %, men har man ikke det, burde det altså ikke være noget problem. For mig er en kæreste ikke en der skal opfylde diverse behov hos mig, men en jeg elsker at være sammen med når vi begge har tid og lyst. Jeg forstår godt at andre har det anderledes, men det ærgrer mig alligevel at se. 😉
Nå, men hvad er det så jeg er så pissestolt over? Jo, i går aftes da jeg var på vej hjem fra selv at have øvet med den anden halvdel af min nøgenduo, Duo Natura, så stak jeg lige hovedet indenfor der hvor kæresten øver hver aften. Han spiller trompet rigtig mange timer hver dag, og jeg har hørt på en del af det i det 1½ års tid vi har været kærester. Og hold kæft, hvor har alle de timer båret frugt! Han rykker helt vildt! Han er selv til tider småfrustreret (og til andre tider storfrustreret) over at han ikke er “god nok endnu”, som han udtrykte det i går, men der går ikke lang tid før han når sit mål, det er jeg overbevist om. Det er en LANG process at blive rigtig dygtig på sit instrument, og jeg ville selv ønske at jeg havde den passion for mit eget instrument der gjorde at ville bruge lige så mange timer som han gør, men jeg har bare nogle ting jeg brænder endnu stærkere for, så jeg bliver nok aldrig andet end en glad amatør.
Når jeg siger til ham at jeg beundrer hans disciplin, siger han at det intet har med disciplin at gøre – det er passion, og så er disciplin ikke nødvendig. Han kan ganske enkelt ikke lade være. For fanden, hvor jeg elsker den ild der brænder i ham, og hvad jeg ser at den gør ved ham og hans evner. Og hvor jeg ærgrer mig over dem der må undvære en kvindes/mands kærlighed fordi de ikke lige har tid til at tage med i Kvickly lørdag formiddag, gå til parmiddage eller sidde i sofaen og flette fingre til Desperate Housewives. Tænk at nogen vil gå glip af at se deres elskede blomstre. Jeg vil ikke.
Hej Anja,
Kanon indlæg.
Jeg har det på samme måde som dig – Min kæreste skal også have noget hun brænder for, noget hun virkelig går op i. Jeg nyder virkelige den passion der er, når nogen virkelig brænder for det de laver
Synes det er et rigtig godt indlæg du har lavet. Jeg synes det er stort at du støtter din kæreste i det han laver, også selvom det nogle gange går ud over den tid i ellers kunne have sammen.
Det er skønt at have opbakning til at gøre det man brænder for. Hjemme hos os er det faktisk min kone, der er mest ude. Det kræver at der bliver givet plads til dette. Men man skal selvfølgelig huske at sige fra når det bliver for meget.