En hyldest til ham jeg elsker

Når jeg nu skriver “ham jeg elsker” i overskriften, så er det jo noget lidt sært noget at skrive for sådan en som mig, for der er mange ham’er jeg elsker. 😉 Mine brødre, mine ekskærester, mine gode venner… Men altså… det her indlæg er til ham der lige nu optager mest plads i mit hjerte.

Jeg kunne sende ham en mail eller en sms eller ringe og sige de ting jeg nu vil skrive her, så hvorfor lige et blogindlæg om noget så privat som det? kunne I måske spørge… Og svaret er såmænd bare at jeg synes mine ord får mere vægt når de bliver mejslet ind i den store mur der hedder internettet. Og så synes jeg ikke det gør noget at verden læser med når man erklærer sin kærlighed. So here goes:

Kære

Jeg fik lige lyst til at skrive tak til dig fordi du kom ind i mit liv. Nåh ja, ikke fordi det så’n var noget du helt bevidst valgte at gøre. Det var vist nærmest lidt tilfældigt (hvis man da ellers tror på tilfældigheder) at vi pludselig flettede ind i hinanden. Men så tak fordi du er blevet i det, da. 🙂

Når jeg i kvalmende toner fortæller dig hvor glad jeg er for dig, plejer du at sige til mig at jeg lider at smagsforvirring og dårlig dømmekraft, men jeg må desværre bedrøve dig med at jeg har en temmelig god smag i mænd (hvilket jeg er sikker på at allllllle mine ekser vil give mig ret i!), så det er faktisk bare dig der ikke aner hvor fantastisk du selv er.

Ved du f.eks. at jeg med dig føler mig enormt fri og holdt af og accepteret og rummet og afslappet? At jeg bliver fjolleglad når jeg hører din stemme i telefonen fordi den er en blanding af moden mand og sødme og omsorg og frisk-fyr og fjollet skoledreng? Og at jeg synes du ser vildt cool ud? (Og at jeg altid har haft en sær svaghed for mænd med markante næser?)

Og ved du at jeg beundrer dig helt vildt for det du bruger dit liv på? Og at jeg synes du er så smuk indeni at det overstråler alt det som “man” sikkert kunne pege på af såkaldte fejl hvis vi alle sammen skulle rette ind efter samme snor. Og gudskelov at du ikke retter ind, for det lærer mig en hel masse. Og det er måske derfor jeg synes det er så smukt.

Jo, du ved vist godt det hele, men ved du også at jeg virkelig mener det? Nåmen det gør jeg altså. Alt sammen.

Jeg kan komme i tanker om mange kvinder der ikke ville opfatte dig som den perfekte mand. Jeg havde ærlig talt heller ikke troet at du ville være det for mig. Før den aften jeg kyssede dig – endda lidt modvilligt  – og der skete et sært sug i min mave der fortalte mig at der var et eller andet jeg helt havde overset. Hvor er jeg glad for at jeg fik øje på det. Det har beriget mit liv siden.

Nu vil du måske indvende at du jo bare er dig selv og ikke gør noget særligt, og det vil du i så fald have helt ret i. Men er du egentlig klar over hvor dejligt det er? Vi to har lige fra begyndelsen bare været os selv. Der er ingen skeletter i skabet. Der kommer ingen pludselige personlighedsændringer fordi vi gjorde en hel masse bare for at imponere hinanden eller gøre hinanden tilpas af bar forelskelse. Vi er mødtes som dem vi hver især var, og dem er vi blevet ved med at være. Det er faktisk lidt af en sjældenhed, bilder jeg mig ind!

Nå, men kender jeg dig ret (og det har jeg jo lige skrevet at jeg gør), er du allerede træt af at læse om hvor dejlig jeg synes du er, så jeg vil bare slutte af med et 😡 (som laver en virkelig underlig smiley i WordPress der slet ikke ligner den i Google Talk, men jeg tror du kan gætte hvordan den skal oversættes)

Din – om ikke for evigt, så med garanti længere end du troede
Anja

P.S. En klog kvinde har skrevet i en bog der udkommer snart, at “det vi forelsker os i hos andre, er egenskaber vi har glemt at vi selv besidder. Vi møder et spejlbillede og drages mod det”. Ifald hun har ret: Tak fordi du viser mig hvor smuk jeg åbenbart er.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

9 thoughts on “En hyldest til ham jeg elsker

  1. Du skriver utrolig godt, følsomt og berigende . Jeg er allerede begyndt at ændre holdning til din mere favnende holdning til kærlighed og parforhold. Tak skal du have

  2. Du tegner et helt unikt og lystbetonet billede af en sensuel kvinde, der tænder på en fantasi, der er velunderbygget. Knus til dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.