Jeg glemmer jo helt at blogge

Det slår mig lige at det er længe siden jeg har skrevet et blogindlæg. Der er åbenbart ikke noget særligt der lige har trængt sig på. Så nu kommer der en generel update – hvis der altså skulle sidde nogen og følge med derude. Det er noget sjovt noget, blogging – hvem skriver jeg egentlig til? (Skriv gerne en kommentar hvis du er sådan en der jævnligt kigger forbi og læser hvad jeg skriver – det kunne være sjovt at vide).

Mit seneste blogindlæg handlede om en workshop jeg var ved at arrangere med Bruce Moen. Den gik over al forventning. Jeg havde en fantastisk uge sammen med Bruce og et hold dejlige mennesker (og det er ikke noget jeg skriver bare for at være sød – det var de!). Folk var superglade for arrangementet og for Bruce, og mere kan man jo ikke ønske sig som arrangør. Økonomisk set er de workshops ikke nogen guldgrube, hverken for mig eller for Bruce, så det er ingen målestok for successen. Det er derimod den varme der strømmer en i møde fra de mennesker man har beriget med sit arrangement.

Vi var i øvrigt så heldige at Jyllandsposten havde lyst til at bruge et par timer i vores selskab, så hvis du har abonnement, kan du læse en artikel om Bruce og workshoppen her: Mellem levende og døde (jeg håber artiklen en dag bliver tilgængelig for alle).

Det næste jeg går og glæder mig til, er at få sendt min nyoversatte En Rejse Hinsides al Tvivl – Bruces 2. bog i Udforskning af Efterlivet-serien – af sted til trykkeriet. Det sker om et par dage. Jeg mangler bare at få rettet et par småting på omslaget, og så kan jeg endelig få produceret den bog der har været så læææææææænge undervejs. 2½ år faktisk… :-s Nr. 3 skulle helst ikke tage så lang tid at få ud, men jeg tør snart ikke lave deadlines længere.

Også min egen bog, Hvem er du utro?, har været alt for længe undervejs og er ikke færdig endnu, men den kommer! 🙂

Så fik jeg vist afdækket arbejdsfronten (som heldigvis hænger godt og grundigt sammen med hobbyfronten!). Generelt er livet skønt, og jeg kan ærlig talt ikke finde noget at være hverken ked af eller ærgerlig over for tiden! Her forleden morgen lå jeg og lyttede til en morgenmeditation med Louise Hay. Sådan et bånd (eller… det hedder det jo ikke længere – det var en mp3-fil) hvor man bliver guidet igennem nogle tanker som skal sikre at man får en god og positiv start på dagen. På et tidspunkt i dette her guidede forløb siger hun noget i retning af at “hvis der er nogen eller noget der gør dig ked af det, vred eller irriteret, så baaaaare giv sliiiiip…”. Jeg plejer at have noget – måske bare småting, men altid noget – at give slip på, men den morgen? Absolut ingenting! Jeg begyndte helt spontant at grine! Jeg kunne simpelthen ikke finde på noget som helst der bekymrede mig! Og det på trods af at jeg faktisk har god grund til at være bekymret for min økonomi, min usolgte andelslejlighed og andre ting i den dur. Men jeg kan ikke! Jeg har det jo godt lige NU! Hvad der sker om et par måneder, aner jeg ikke alligevel, så bekymringer er spild af tid. (Mind mig om det hvis der en dag kommer et bekymret klynke-indlæg fra mig – jeg kan jo komme til at glemme det).

Jeg har gode venner, får masser af kærlighed, har tag over hovedet, sulter ikke (hvilket jeg ellers ville ha’ godt af – bare lidt ;-)), er sund og rask (eller i hvert fald rask) og har hver dag tid til at gøre lige præcis hvad jeg har lyst til – nej, jeg har ingen grund til klage.

Sikke et kedeligt indlæg – ingen brok overhovedet! Jeg lover at finde på noget sjovere næste gang! 🙂 Hav det rigtig fantastisk!

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

2 thoughts on “Jeg glemmer jo helt at blogge

  1. Uha, jeg tør ikke engang sætte en cirkatid på, for hver gang jeg har gjort det, er der kommet noget i vejen for den, så nu er det snart helt pinligt. :-/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.