Da jeg var barn, havde jeg meget travlt med at blive voksen. Jeg havde det altid som om jeg ventede på noget. Som om jeg havde et eller andet højere formål med mit liv, men først kunne komme i gang når jeg var blevet voksen. Og ventetiden syntes lang! Det var ikke fordi jeg havde nogen skidt barndom. Jeg voksede op i en dejlig kernefamilie og havde gode veninder, klarede mig fint i skolen osv. Men jeg husker bare denne venten der altid var indeni.
Ud over det så har jeg altid set meget yngre ud end jeg var. Det er ikke ret mange år siden jeg blev vurderet til at være i starten af tyverne selv om jeg altså var midt i trediverne. Det skulle man jo tro at jeg ville opfatte som en stor kompliment, men jeg har altid haaaaadet det. Det har selvfølgelig aldrig været negativt ment fra dem der har sagt det, men jeg har bare altid haft en fornemmelse af at folk ikke tog mig alvorligt som voksen kvinde fordi de troede jeg var en ung pige. Jeg har oplevet at høre jævnaldrende sige “… men det er du jo ikke gammel nok til at kunne huske”, og det har virkelig ikke passet mig. 😉
Først da jeg for 3 år siden blev 35, skete der noget indvendigt. Den dag følte jeg mig pludselig “gammel nok”, og siden har det ikke generet mig at folk tror jeg er yngre. Jeg jubler dog stadig hver gang jeg kan lægge et år til min alder, og jeg er spændt på om det altid vil være sådan. Nogen 40- eller 50-års-krise kan jeg slet ikke forestille mig at få.
Hvordan har du det med din alder?
Barndommen i 70’erne VAR da tit røvkedelig! Men travlt med at blive voksen har jeg vist ikke haft. Nu har jeg bare det bedste af begge dele, tror jeg: en barnlig sjæl og selvbestemmelse.
Jeg er da også glad for at virke noget yngre end jeg er. Men sandheden er nærmere, at jeg ikke har nogen alder. At jeg er født i 1968 er et faktum, og det er der ingen grund til at benægte. Men om tallet 41 giver mening? Faktisk ikke.
42, derimod, det er jo noget helt andet!
Det sjove er at se min “ungdoms” holdninger til alder udtrykt hos andre, såsom den lettere vantro hos en 2x-årig: “41 – kan man være det???”
Hehe, jeg husker endnu en 16-årigs udbrud til min ekskæreste der dengang var 27: “27??? Du er jo færdig!!”
Jeg er i hvert fald færdig af grin over kommentaren! Det var lige det jeg mente.