Man ved at man nok har måttet tage for meget hensyn til alle andre behov end sine egne, når man spontant begynder at græde ved spørgsmålet “hvad har du brug for?” – fordi man opdager at ens egne behov langsomt er sygnet hen, og at man derfor ikke er i stand til at svare.
Men jeg lovede (også mig selv) at tænke over det. Og noget af det jeg mærker at jeg har brug for, er
- kærlighed. Ikke den røvsyge egokærlighed der bare bekræfter mig i at jeg er smuk og dejlig. Men den store, ægte, betingelsesløse og benhårde ærlige kærlighed. Fra alle der siger at de elsker nogen.
- rummelighed. Jeg har svært ved at rumme ikke at blive rummet.
- hensynsløshed. Hensyn (der ikke kommer fra hjertet) er løgne, og jeg gider dem ikke. Hold op med at vise mig hensyn. Vis mig hvem du er, så jeg ved om du er min tid værd. (Jeg prøver selv at lære det, så jeg ved godt det er svært.)
- nærhed. Flygt ikke – fra nogen. Heller ikke dig selv. Vær nær.
- frihed. Jeg vil være fri for betingelser, begrænsninger og forventninger. Også mine egne.
- stærke bånd. Frihed og ensomhed er ikke det samme. En fri fugl kan ikke klare sig alene. Jeg vil knytte bånd.
- at blive valgt til. Eller fra. Men helst til.
Er det mon alt for meget at bede om?
2 thoughts on “Når hensyn bliver til hensygn”