Efter et meget nyligt farvel slår det mig at jeg siden 2006 har måttet give slip på 4 mænd som jeg har elsket af hele mit hjerte. 4 helt forskellige relationer og 4 helt forskellige årsager til farvel, men alligevel… det er sgu hårdt! Ja, altså mens det står på. Det er ikke fordi jeg hænger fast i gamle tårer, men når lige sidder nu og tænker tilbage (husk at leve i nuet, Anja!), forekommer det mig ikke så underligt at jeg synes jeg har haft et par hårde år følelsesmæssigt. Heldigvis har det været et par år hvor der er sket mange spændende og gode ting samtidigt, så jeg ville ikke have undværet noget af det.
Jeg har erkendt at jeg er en kvinde der elsker og elsker helhjertet. Kommer man først ind i mit hjerte, kommer man ikke ud igen. Jeg kan mærke at de hyppige afskeder de sidste par år gør at en såret lille pige inden i mig tænker “ååååh nej, ikke igen…” når jeg begynder at tænke om en mand at han sgu egentlig er ret sød. For jeg ved at hvis jeg involverer mig, så er det kun et spørgsmål om (kort) tid før jeg elsker ham. Og det at elske en betyder altså for mig ikke absolut at jeg har lyst til at blive kærester med ham! Men kærligheden sker helt naturligt når jeg lukker et menneske helt ind. Og jeg ønsker det ærlig talt ikke anderledes. Det gør mere ondt at lukke sit hjerte end at åbne det – jeg har prøvet.
Så jeg må bare sige tak. Tak fordi I kom forbi mit liv og lærte mig en masse om mig selv og om kærligheden. Tak fordi I er der endnu på jeres egen måde (som evt. er ikke at være der overhovedet). Tak for de dejlige stunder vi havde.
Og tak til mig selv for stadig at være villig til at elske.
Jeg vil lige tilføje en kommentar til mit eget indlæg: Jeg elsker altså kvinderne i mit liv lige så meget, men af en eller anden grund bliver venindeforhold ikke så pissekomplicerede. 😉