Forestil dig det her:
Ude i min have er der en græsplæne. En blød, dejlig, frodig, grøn græsplæne hvor det er dejligt at gå på bare tæer.
Bag græsplænen er der til gengæld et stykke hvor brændenælder vokser vildt og uhæmmet.
Så forestil dig at du ser mig gå fra det bløde græs over i brændenælderne og vade rundt i dem med mine bare fødder mens jeg jamrer mig. Åh, det gør så ondt at gå der. Det stikker og det brænder. Men jeg bliver ved at vade rundt derovre.
Du foreslår mig måske at komme ind på græsplænen igen, men jeg insisterer på at blive i brændenælderne. Jeg er kommet for langt ind, hævder jeg – jeg kan ikke bare gå tilbage. Hvad skulle det i øvrigt hjælpe? Nu har jeg jo stukket mig! Nej, jeg må hellere bare blive der.
Og alt imens jeg vader rundt der, kan du se at det bløde græs er lige foran mig – jeg skal bare tage et par raske skridt, så er jeg på sikker grund igen. Det er nemt for dig at sige, klager jeg – du står ikke her hvor det brænder.
Du ville sandsynligvis anse mig for at være temmelig tosset.
Men har du lagt mærke til at de fleste af os gør det igen og igen og igen? Ikke lige med brændenælder, men med vores tanker?
Problemer er åbenbart dragende
Billedet med brændenælderne kom til mig en aften hvor jeg for gud ved hvilken gang var faldet hen i tristhed. Jeg savnede min kæreste, og jeg vidste ikke hvornår jeg skulle se ham igen.
Som jeg så ofte gør når jeg vil vende mine tanker, tog jeg fat i Abraham Hicks og faldt over denne her video:
https://www.youtube.com/watch?v=ZEEGQpwD1W4
Jeg kom sådan til at grine.
For hvorfor bliver vi ved med at gå derhen hvor vi véd at det brænder?? Vi kan sådan set bare lade være. Faktisk er det ret vanvittigt at insistere på andet.
Vi ville jo aldrig bevidst vade ind i en mark fuld af brændenælder på bare fødder. Og skulle det ske ved et uheld, så har de fleste af os heldigvis en følesans der øjeblikkeligt får os ud af brændenælderne igen.
Men det er som om vi ikke giver vores psykiske følesans samme autoritet. Mærker vi noget der gør ondt, så bilder vi os ofte ind at det nok er sundt for os at blive der, mærke det, undersøge det til bunds, luge ud – og vi kan endda slå os selv oven i hovedet med at det bliver ved at gøre ondt at være der. Når det eneste vi behøver gøre, er at flytte os – mentalt. Fokusere på noget andet.
Jeg ved godt at det ofte er meget lettere sagt end gjort, men det billede jeg fik af brændenælderne, har gjort det nemmere for mig. Jeg ser simpelthen for mig “hov, nu vader jeg vist rundt i brændenælderne igen”, og så går jeg – mentalt – over på det bløde græs (ved at fokusere på noget jeg gerne vil have, frem for noget jeg ikke vil have). Der er det i øvrigt også meget nemmere at hele.
Måske kan det hjælpe dig også at jeg deler billedet med dig. Det håber jeg. 🙂
Hvis du kunne bruge ovenstående, kan du måske også bruge disse indlæg:
Taler vi sammen fra høj bevidsthed eller drama?
Livet taler og lytter – vær bevidst i din kommunikation
De 3 største misforståelser om bekræftelser og positiv tænkning – og en guide til aktiv positivitet
