Ku’ det ikke være sjovt hvis man kunne sende sit teenage-jeg en hilsen med nogle beroligende ord nu hvor man er blevet ældre og har opdaget at tingene slet ikke er som man troede dengang? Hvis jeg kunne, ville jeg fortælle 17-årige Anja disse 10 ting:
1. Det er skideligegyldigt hvilken uddannelse du tager – du ender alligevel med at lave noget helt andet.
2. Du er ikke underlig bare fordi du ikke vil have børn, og man kan snildt have et rigt liv uden.
3. Når du føler dig anderledes og ved siden af, er det faktisk fordi du er et kreativt tænkende menneske. Hvis du vil undgå først at opdage det omkring de 30, så prøv at hænge ud med de andre “anderledes” i stedet for at prøve at passe ind – det er meget sjovere.
4. Mænd ka’ li’ bryster – punktum. Om de hænger, strutter, er store, små, har store brystvorter, små brystvorter, er runde, aflange, æble- eller pæreformede er bedøvende ligegyldigt. Du kan roligt være tilfreds med dine – du får ingen klager fremover. (Men du skal bruge en helt anden bh-størrelse end du tror, så se lige at komme forbi en rigtig lingeriforretning i stedet for at købe undertøj i H&M).
5. Drop den evige slankekur, og nyd livet. Du tror det næppe, men en dag bliver du fint tilfreds med at veje mere end du gør nu hvor du synes du er alt for tyk, så du kan lige så godt springe alle de år med forvrængede selvbilleder over og blive tilfreds med det samme. Det er nemlig dér sexappealen sidder – ikke i hvor meget du vejer.
6. Der er aldrig noget der er for sent.
7. Du får en kæreste en dag. Faktisk flere! Og de er allesammen vildt dejlige og synes du er det samme. (Og lad dig ikke afskrække af at ingen af dem er “for evigt” – du bliver lykkelig alligevel.)
8. Der er ikke noget der er spildt. Ting du har lært, som du ikke tror du får brug for igen, kommer dig pludselig til gavn.
9. En dag vil du få breve (til den tid hedder det e-mails) fra fremmede der synes du er et interessant menneske – bare fordi du er som du er.
10. Du behøver ikke have så travlt med at blive voksen. Du kommer alligevel aldrig rigtigt til at synes at du er det.
Gad vide hvad mit 57-årige jeg en dag får lyst til at sige til mit nuværende 37-årige? 🙂
Anja, din dejlige tøs! Sikke vise råd, ville ha’ fortalt mig selv det samme!
Men – har åbenbart ikke fattet det helt endnu, at læse din liste mindede mig om det! Tak for det! 🙂
Kys og knus
DU er bare dejlig…og jeg vil også lave en liste. Det værste er….jeg ville ikke læse den hvis jeg var 17…hahahahahah:-D
Super livsbekræftende ord. Ingen tvivl om, at det sætter tingene lidt i perspektiv. Som yngre bekymrer vi os om en masse, senere i livet om en del andre ting, men i sidste ende finder vi ud af, at drejebogen altid blev anderledes end oprindeligt planlagt.
Godt skrevet. 🙂
Tusind tak skal I ha’. 😀
Anja – YOU ROCK :o)
Knivskarpt set
Fantastisk formuleret
Du er en STJERNE
Jeg blev lidt mindet om ‘Brev til mit yngre jeg’ – flere kendte kvinder skriver til – netop – deres yngre jeg. Masser af sjov læsning.
Glæder mig til at se dig igeeeen. Knus
Tak Eila 😀 Kan det tænkes at vi ses på Mystikkens Univers måske? Jeg er på stand 116 🙂
Gode ord…kloge ord… <3 Tak <3