Du har mere at bidrage med end du tror!

På Amino startede jeg for nogle uger siden en lille debat for at høre hvad der evt. afholdt folk fra at komme når der var fredagsbar o.lign. hyggelige netværksarrangementer. Et af mine spørgsmål lød “Er det fordi du tror at du nok ikke har noget at bidrage med?”, for sådan havde jeg det selv engang.

En af mine kære med-aminoer har lige svaret på det spørgsmål: “Der ramte du hovedet på sømmet, det har faktisk været den grund der har afholdt mig fra at komme. Da jeg stadig føler mig utryk her på siden tiltider, da jeg ikke aner særlig meget om alt det der bliver diskuteret på siden og når jeg endelig prøver at åbne munden føler jeg at der altid er en der kommer med en hammer for at banke mig ned i jorden igen. Og det firma jeg vil starte er inde for et meget begrænset område, som jeg ikke tror der er nogen her på amino der her interesse i og føler derfor ikke at jeg kan tilbyde andre noget.”

Det inspirerede mig til dette blogindlæg. Egentlig skulle det have været et svar i tråden, men nu kommer min historie her, og så linker jeg til den derinde i stedet for. 🙂

Det der svar kunne være skrevet af mig for en 4-5 år siden. Jeg husker endnu med gru mit allerførste “netværksmøde”. Jeg havde meldt mig ind i et netværk der hedder Vi Kvinder (kan i øvrigt varmt anbefales), og det kom meget bag på mig at netværksværtinden inviterede alle nye medlemmer til et lille møde hvor hun kunne fortælle hvad man kunne bruge netværket til, og vi nye så kunne fortælle hvad vi hver især var for nogle fisk. Jeg har aldrig været særlig glad for at fortælle om mig selv, og slet ikke til flere mennesker på en gang! Og her sad vi så ca. 10 kvinder i rundkreds og fortalte på skift hvad vi lavede. Alle de andre var selvstændige i et eller andet omfang og virkede på mig som nogle superkvinder med masser af gå-på-mod og drive. Jeg selv var slet ikke rigtigt  i gang med noget endnu. Jeg havde fuldtidsjob (som jeg var træt af) og var så småt begyndt at oversætte en bog sammen med min kæreste som jeg drømte om at få udgivet engang. Og så var jeg bare møghamrende usikker på mig selv. Jeg var helt sikker på at ingen af de andre da overhovedet kunne have gavn af mig.

Noget af det første der kom ud af min mund mens jeg småstammende og rød i hovedet kiggede ned i jorden, var: “Æh, jeg er ikke …æh… selvstændig”. Jeg husker tydeligt reaktionen: nogle meget medlidende blikke og nogen der sagde: “Ej, det passer da ikke.” Der skete simpelthen det at på grund af min usikre fremtoning, så blev “ikke selvstændig” slet ikke opfattet som jeg mente det – nemlig som at jeg altså ikke havde egen virksomhed ligesom de andre – men som at jeg mente at jeg var et uselvstændigt menneske.

Nå, men jeg fik usikkert fortalt videre hvad der interesserede mig på det tidspunkt, og i takt med at jeg fortalte, steg min selvtillid, for her er sådan cirka hvad reaktionerne var:

Mig: “Æh, jeg er ved at oversætte en bog. Den handler om hvor vi kommer hen når vi dør, og sådan noget…”

Kvinde 1: “Orv, det vil jeg gerne lige tale med dig om bagefter. Jeg er ved at læse nogle andre bøger om det, og synes det er superspændende”

Mig: “Øhmm, jamen så har jeg også været på sådan et æh… healerkursus – Reiki, hedder det. Ja, det er altså ikke noget jeg så’n rigtigt bruger på andre – bare lidt på familien og så’n… Jeg er jo ikke så’n rigtig healer…”

Kvinde 2: “Jeg er også Reikihealer. Og ved du hvad? Det er ikke mindre værd bare fordi du lige har lært det. Du kan det!!”

Kvinde 3: “Jeg vil meget gerne have noget healing. Vi kan evt. bytte med en ansigtsbehandling?”

Mig: “Nåh ja, og så spiller jeg fløjte, og min kæreste og jeg har lavet en fløjte/guitar-duo…”

Kvinde 3: “Fedt! Så kan jeg bruge jer når jeg skal holde fernisering i mit galleri næste gang. Det ville være superhyggeligt hvis nogen spillede klassisk musik.”

Den aften var faktisk intet mindre end en milepæl i mit liv. Jeg kan ærligt sige at jeg gik derfra som en anden kvinde. Det var den aften jeg oplevede hvor utroligt opløftende det var at netværke, og hvor vigtigt det var at komme ud blandt andre der var helt anderledes end mig selv. Og hvor meget det udvikler at turde gøre noget man er rivende usikker på. Min usikkerhed over for nye mennesker har siden været pist væk!

Da jeg kom hjem den aften, oprettede jeg allerede mit første arrangement på opslagstavlen på Vi Kvinder. Et arrangement der gik ud på at bytte ydelser – jeg kaldte det “Nus om hinanden-dag”, og det blev meget populært. 🙂  Jeg fik brugt min healing, nogle andre bød ind med ansigtsbehandlinger, massage og fodpleje, og andre igen kom med noget lækker mad. Det var superhyggeligt, og jeg har fået både nogle overfladiske (men gode) kontakter og nogle nære veninder ud af det som holder ved den dag i dag.

Uden det netværk tror jeg ærlig talt ikke jeg var endt med at springe ud som forlægger og snart forfatter. Og jeg havde sandsynligvis ikke engang haft modet til at dukke op til den første Amino fredagsbar i …2005? Der tænkte jeg nemlig også at jeg ikke havde så meget at bidrage med, men belært af erfaringen fra den aften, vidste jeg at det ikke var rigtigt. Og hvis det gælder for mig, så gælder det helt sikkert for mange andre! 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook