En fredag nat for nogle uger siden var jeg på jazzklub hvor en god ven på et tidspunkt bød mig op til dans. Jeg plejer at takke nej til den slags, men det var en dejlig nat, og der var ikke mange mennesker tilbage at støde ind i på gulvet, så jeg lod mig rive med. Det gik fint til at starte med, men så begyndte jeg at tænke over hvordan mine fødder bevægede sig, og så gik det ikke så godt. Jeg kunne ikke holde takten og småsnublede hele tiden. Jeg klagede over at være en dårlig danser, men min dansepartner tog mig i hænderne og sagde “det er fordi du tænker – du skal bare synge imens”. Efter lidt overtalelse gav jeg slip på genertheden og begyndte at nynne til musikken – og han havde ret. Så snart jeg sang, dansede jeg fint, men når jeg holdt op, klumrede jeg.
Jeg har tænkt meget på den dans siden. Både fordi det var en dejlig dans, og fordi det ærlig talt var et temmelig godt råd som kan overføres på mange andre områder af livet. Jeg har generelt en tendens til at tænke for meget, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det forplumrer mange ting. Der er så meget jeg ikke tør når jeg tænker. Livet glider ikke så let. Kontakten til andre mennesker bliver sværere når man ikke kan løsrive sig fra sine tanker. Men synger man imens, så glider tingene af sig selv. Det gode råd er hermed givet videre. 🙂
