Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 23/9-12
Jeg tror på et liv efter døden. Ja, jeg vil næsten gå så vidt som til at sige at jeg ved. Men det kan man ikke vide, er der mange der siger, så lad os bare for debattens skyld sige at jeg tror at jeg ved det. Hvad der mon sker når vi dør, er et emne de fleste tænker over på et eller andet tidspunkt i deres liv. Også dem der slet ikke tror der sker noget. På et eller andet tidspunkt er emnet oppe at vende i ens hoved. Måske fordi nogen tæt på en dør, eller fordi man selv bliver alvorligt syg – eller er bange for at det vil ske. Eller slet og ret fordi man bliver gammel og ser enden på livet nærme sig med hastige skridt.
Jeg selv begyndte at tænke over det som 25-årig da min far døde af kræft. Jeg var hos ham da han døde, og havde en helt klar følelse af at den krop der lå i sengen da han var død, overhovedet ikke var ham, men bare noget der engang havde været hans – og jeg ville vide hvor han nu var blevet af. Det var ikke sådan en følelse der kom af at jeg ikke kunne bære at han ikke var der længere, men noget i mig gjorde at jeg kiggede efter ham da han åndede ud. Kiggede op i loftet. Kiggede ud af vinduet. Han måtte jo være et sted når han ikke var dér længere.
I min lange sorgperiode drømte jeg tit om ham om natten. Næsten hver nat i starten. Jeg drømte at jeg mødte ham og undrede mig, for han var jo død? ”Nej,” svarede han, ”jeg er her stadig, og se – alle mine kræftknuder er væk!” Min hjerne kæmpede i de drømme for at forstå hvordan det kunne lade sig gøre, og når jeg vågnede, ramte ”virkeligheden” mig som en stor hammer lige midt i ansigtet: Det var bare en drøm. Det måtte være ønsketænkning.
Nogle år senere faldt jeg over nogle bøger om det som forfatterne kaldte for ”efterlivet”, og jeg begyndte at studere emnet temmelig indgående. Jeg fandt påfaldende mange indikationer af at mine drømme slet ikke havde været drømme, men besøg i en anden virkelighed hvor det var sandt: Han var der endnu, og hans kræftknuder var væk. Jeg har haft mere bevidst kontakt til ham siden og er nu slet ikke i tvivl om at det er sådan det forholder sig. Vi lever videre et andet sted når vi en dag efterlader vores fysiske krop her.
Mange er ikke enige i den konklusion, og det kan der komme megen interessant debat ud af, men der er også en del som helt nægter at tale om det. Ikke fordi de tror eller ikke tror, ikke fordi emnet slet interesserer dem, men fordi de er bange. De er bange for at der ikke er noget bagefter, og derfor kan de end ikke holde ud at overveje muligheden. Jeg var ikke klar over hvor slem den frygt kunne være, før jeg tilfældigvis mødte to mennesker inden for samme uge der fortalte mig hvordan de havde det. Den ene fortalte mig at hun tit græd når hun tænkte på det. Den anden fortalte mig at han overhovedet ikke havde lyst til at tænke på det. Begge havde den grundoverbevisning at når vi dør, slukkes lyset bare, og så sker der ikke mere. Vi er væk.
Jeg har aldrig været tilhænger af at man skal vælge overbevisning efter hvad der synes mest bekvemt. Jeg selv er blevet stukket de motiver i skoene, og det irriterer mig grænseløst. Mine overbevisninger om et liv efter døden kommer ikke af at jeg ikke kan holde ud at der ikke er noget. Du godeste, jeg ville da synes det var meget nemmere hvis det forholdt sig sådan. Giv mig endelig et liv der bare er forbi når det er forbi! Ingen karma, ingen konsekvenser, ingen dybere mening med noget som helst. Dejlig nemt. Ja tak! Men det giver simpelthen ikke logisk mening for mig at det skulle forholde sig sådan. Derfor vil mit råd til dem der er bange, aldrig være at de da så bare kan vælge at tro noget andet. En ”valgt” overbevisning er ikke en overbevisning – det er bare et hult håb man ikke kan bruge til noget som helst.
Men hvad der kan undre mig, er at man kan være overbevist om noget uden at have undersøgt det. At man kan sige at noget findes eller ikke findes, på baggrund af hvad nogen (forældre, venner, kirken) måske engang har sagt til en. At man endda kan have oplevelser der indikerer at det man tror på, ikke er rigtigt, men nægte at overveje om det så kunne være man tog fejl, fordi det man oplevede ”jo ikke kan lade sig gøre”. Eller at man kan være så hunderæd for at man har ret, at man end ikke tør se sin egen sandhed i øjnene. Jeg kan ikke love dig at du når til samme konklusion som mig hvis du prøver, men jeg kan love dig at det at have undersøgt noget til bunds, giver én en overbevisning der er forankret i fakta, og det giver ro i sjælen. Også hos dem der ikke tror de har en.
Jeg er en af dem, der tror på at “lyset slukkes” og at alt bare er sort efter døden. Det mest overbevisende argument herfor er, at perioden efter døden angiveligt skulle være ligesom perioden før fødslen; intetheden. Begreber som intethed og uendelighed kan ikke begribes af menneskehjernen (mener nogle) og derfor synes jeg også det virker naturligt, at disse er konsekvenserne af ophøret af vores eksistens.
Jeg tror desuden på, at mennesker der tror på et liv efter døden, gør dette, fordi de – ligesom alle andre – ikke er i stand til at opfatte eller forstå, hvad intetheden er. Denne manglende opfattelsesevne gør, at vi søger forklaringer og svar på, hvad der kan ske. Det samme gør sig jo gældende i alle mulige andre sammenhænge, hvor der er noget, vi ikke forstår (universet, jordens skabelse, livets oprindelse, mystiske lyde om natten osv.). Vi søger – og finder nogle gange – forklaringer.
Hertil kommer naturligvis at døden er virkelig skræmmende og det derfor er rart at ønske på et nyt liv bagefter.
Tankevækkende indslag, der lige får en til at stoppe op og tænke i dagligdagen.
Jeg selv tør ikke tænke på hvad der er i “efterlivet” – Nysgerrigheden alene er dræbende i sig selv :-/
Jeg håber dog at vi alle kommer videre til et bedre sted.
God klumme og ikke mindst tankevækkende.
Jeg mistede min elskede mor til kræft januar sidste år (2018) og det var simpelthen en krise i mit liv. Jeg synes alt faldt fra hinanden og jeg havde svært ved at stå på benene, selvom jeg måtte få hverdagen til at fungerer alligevel med 2 børn. Jeg håber og tror inderligt at min mor er et bedre sted nu, og jeg synes jeg har prøvet at være opmærksom på alle mulige tegn efter hun døde, jeg synes bare ikke rigtig at der skete noget, udover underlige lyde, ting der faldt ned, men ting som kunne ske tilfældigt alligevel. Jeg går med overvejelser om at besøge en clairvoyant, i håb om at vide mere om hvordan min mor har det nu, 1 år efter. Og hvis jeg overvejer det, så tror jeg vel også på et liv efter døden, eller jeg har i hvert fald håbet 🙂