For 3-4 år siden sad jeg og tudede over at jeg garanteret aldrig ville møde bare én mand der kunne leve med hvordan jeg var, og at hvis jeg gjorde, så var det der polyliv nok skidehårdt altid. I går sad jeg så pludselig og tudede igen. Af lykke! Over at to fantastiske mænd i mit liv blev Facebook-venner. Ja, bare Facebook – men alligevel. Jeg tudede sgu. At ens kæreste siger “ham den anden ser interessant ud – jeg spørger da lige om han vil connecte på Facebook” er fandme stort når man havde vænnet sig til tanken om “hilse på den anden? Aldrig i livet!”
Jeg er meget lykkelig. Der skal åbenbart ikke så meget til.
Det er da kun glædeligt, og er ren win-win for alle parter. Når der så holdes fest, ja, så forbyder min generthed at fortælle hvad det hele *kunne* ende med. o:-)