Tag al presse med et kilo salt

Når du ser noget på tv, læser noget i en avis eller hører noget i radioen som provokerer dig voldsomt, så træk vejret dybt og træk 50 % fra. Hvis 50 % kan gøre det. Du kan være ganske sikker på at du ikke får hele historien. Der er altid flere sider af en sag.

Den der udtaler sig til en journalist, har altid sagt mere end det du læser i avisen, men det mere er klippet ud. Vedkommende behøver ikke engang blive fejlciteret for at fremstå anderledes end han/hun er – et interview bliver trimmet og klippet til så det passer ind i artiklen, og det er ikke altid hele siden af vedkommendes sag kommer med. Det er ikke fordi journalister ikke vil dem det godt – de har bare en opgave og en vinkel som de skal have frem, og de skal sælge aviser, nyhedsudsendelser eller hvad det nu måtte være. Så ens udtalelser bliver tilpasset artiklen.

Jeg har heldigvis ikke været ude for selv at blive misforstået i skadelig grad, men jeg kom til at tænke på det i forbindelse med denne her artikel i Information: Forfattere: Kernefamilien er et tyranni hvor jeg selv er citeret. Der er kun én af os tre forfattere i artiklen der er citeret for at bruge ordet tyranni, men nu står der altså i overskriften at vi alle er modstandere af kernefamilien, hvilket vi ikke er. 🙂

Der står under en kommenterende artikel: “Tre kvindelige forfattere gik i lørdagens Information til angreb på den klassiske kernefamilies rolle. De mener, at kernefamilien er et glansbillede og et tyranni, der ikke giver plads til alternative livsformer. Det har, ifølge de tre, blandt andet den konsekvens, at singler føler sig stigmatiserede og unormale.” Og jeg har faktisk aldrig sagt noget i den retning. Jeg var godt klar over at journalisten “skulle skrive en artikel om at kernefamilien var et tyranni”, men det var ikke en mening jeg gav udtryk for da jeg blev interviewet. Jeg svarede sådan set bare på hans spørgsmål om mine egne holdninger til familie og parforhold. Og der har jeg nok sagt, som jeg altid gør, at det kan være et problem for os (f.eks. polyamorøse som jeg selv) der gerne vil leve anderledes end i det traditionelle monogame parforhold, at vi tit bliver mødt med at vi er anderledes og skal forsvare det. Det er der ikke noget tyranniserende i – det er bare sådan det er at være anderledes end flertallet.

Men nu er der altså folk der tager stilling til mig ud fra en holdning som jeg faktisk ikke har, og det er da lidt irriterende. Det er næppe direkte skadeligt for mit image (hvis jeg har sådan et), men det kunne det være i andre sammenhænge, og det er derfor jeg skriver dette indlæg – for at gøre dig opmærksom på at du ikke skal tro på alt hvad du læser. Selv om folk er citeret korrekt, kan de være sat ind i en sammenhæng der ikke  er i overensstemmelse med det de faktisk mener.

Andre eksempler jeg er stødt på for nylig, hvor folk overreagerer en smule, er historien om Mogens Nørgaard der naturligvis bare vil tage sin solide SAAB og pløje ind i en menneskemængde eller Martin Thorborg der er pisseligeglad med stakkels små drenge der er blevet væk fra deres familie. Kender man de to fantastiske herrer, eller sætter man sig bare en smule ind i hvad historierne virkelig handler om, opdager man at det hele ikke er så slemt som det fremgår af artiklerne.

Jeg håber aldrig selv jeg kommer ud for at blive misforstået i højere grad end jeg for nylig blev i Information, men man ved det jo aldrig når man siger ja til at udtale sig. Søndag d. 26. kommer jeg i 21 Søndag på DR i et indslag om utroskab. Og det kan gå to veje. Enten kan mit interview blive klippet sådan sammen at jeg bare er kvinden der sidder og fortæller om sin skruppelløse utroskab og ikke fortryder den et hak, eller også kan de klippe det sådan sammen at jeg fremstår som den nu ærlige forfatterinde som har noget seriøst og fornuftigt at byde på i forhold til at forstå utroskab – både sin egen og andres. Jeg håber naturligvis det sidste, men jeg kan ikke vide det. Kun krydse fingre.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

5 thoughts on “Tag al presse med et kilo salt

  1. Kære Anja, nu har jeg ikke den store erfaring med pressekontakt selv, men jeg tror at jeg forstår din pointe. Selv læste jeg artiklen med stor interesse og det som faldt mig i øjnene var:
    Dels valget af ordet “kernefamilie” – er det ikke snarere monogamiet, der er normen og kan/bør blive udfordret. Er kernefamilien alligevel ikke ved at være en saga blot med Danmarks statistik der opererer med er det 23 eller 37 forskellige familiekonstellationer? Mens det er min opfattelse at vi stædigt holder fast på monogamiet som både norm og ideal?
    Dels var det netop ordet tyranni, der fik trukket sagen skarpt op – hvilket netop kan være problematisk ift nuancerne. Jeg synes nu overordnet set at det var en god artikel, som vi kan bruge flere af, for at nuancere billedet og få skabt mere debat om de måder vi lever på eller har lyst til at leve på – som voksne mennesker.
    Jeg vil glæde mig til at se dig i 21 søndag d. 26. Og krydser fingre for klipningen ;o)
    mvh Kristine

  2. Du har helt ret i, at den journalistiske vinkel ikke fortæller hele historien. Det er nemlig sjældent meningen med journalistik. Ofte er det ikke engang muligt. Nyhedsjournalistik handler ofte om noget, der udvikler sig. Og ting er som bekendt lettere at forstå baglæns.

    Når det så er sagt, skal det med, at ligesom journalister kan misforstå – og de værste endog forvrænger eller manipulerer med sandheden – så er det slet ikke sjældent, at kilden ikke vil vedkende sig sine ord bagefter. Jeg har sågar oplevet kilder, der benægter at have sagt det, jeg har på bånd 🙂

    Det vi SIGER ser ofte helt forkert ud, når det kommer på tryk. Og det vi siger, er ikke altid det, vi gerne ville have sagt.

    Ofte skal den skrivende journalist forvandle talesprog til skriftsprog. Man ikke bare skrive dét, folk siger…. det ville få de fleste til at se dummere ud, end de er. Det er lidt af en kunst at “oversætte” det talte sprog til skrift.

    Aftal med journalisten, at du får lov at se artiklen.
    En ordentlig journalist siger ja – hvis det er praktisk muligt.
    Blandt andet fordi det giver mulighed for at rette fejl. Journalisten er jo heller ikke interesseret i, at kilderne bagefter fortæller, at de er blevet fejlciterede.

    Mvh. den fhv. journalist 🙂

  3. Tak for de gode kommentarer. 🙂

    Jeg plejer at få artikler til gennemsyn uden at bede om det selv, og eftersom de plejer at være helt i orden, så tænkte jeg slet ikke over det denne gang. Det har så i øvrigt vist sig at det ikke kun er mig der føler mig misfortolket i den nævnte artikel, men faktisk også de to andre forfatterinder – og det er dælme noget skidt. :-/

  4. Meget spændende artikel, Anja. Den gav bestemt lidt stof til eftertanke – glimrende læsning på en regnfuld august-dag 🙂

  5. jeg giver dig fuldstændig ret Anja! ofte lægger man mærke til det hvis der bliver bragt en nyheds historie som senere bliver rettet hvis der er nogen som beklager sig meget højt.

    Men modsat kan man sige, de er jo nødt til at forkorte noget af historien, ellers ville den være umuligt at bringe.
    Og selvom man selv var til stede da historien skete, så ville man selv prioritering nogle ting højere end andre i ens hovede, for man kan umuligt huske og håndtere hver eneste lille detalje

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.