Jeg har lige læst et indlæg på Lykke Rix’ blog hvor hun skriver at hun skal have briller, og slutter af med at skrive “Så her er jeg nu. En lille smule in denail. Og savner andres erfaringer med briller. Er det virkelig en ændring af identitet eller tager jeg på vej?” Jeg begyndte at skrive et svar til Rikke i kommentarfeltet, men det blev så langt at jeg besluttede at gøre det til et blogindlæg her i stedet for. Så Rikke, her er et helt indlæg til dig. 🙂
Jeg vil jo altid helst bidrage med noget positivt, men lige hvad angår briller, kan jeg ikke. Jeg hader briller! Jeg betragter egentlig ikke mig selv som særlig forfængelig, men lige hvad angår briller, er jeg. Jeg synes jeg ser dum og kedelig ud med dem (selv min kæreste udtalte “du ser altså bedre ud uden”, så det er ikke bare noget jeg bilder mig ind). Og lige i øjeblikket kan jeg ikke finde et eneste stel som klæder mig – de ER bare ikke i NOGEN brillebutikker. Og jeg har endda haft en stylist-veninde med ude som heller ikke kunne finde noget til mig. Så nu lever jeg (igen) helt uden. Men hvorfor så ikke bare få kontaktlinser, spørger du måske? Tja, alt det her med briller er faktisk en længere historie som muligvis er kedelig, men jeg synes faktisk pointen/udfaldet er en smule interessant. 😉 Nu skal du høre:
Jeg fik briller engang i starten af 90’erne. Det generede mig vist ikke dengang. Men på et tidspunkt blev det smart med kontaktlinser, så det fik jeg i stedet (endagslinser), og havde dem i mange år. Indtil pludselig en dag jeg begyndte at se sløret på det ene øje. Det var efter mit livs krise – en skilsmisse – og der skete mange sære ting med mig i den periode, så jeg tænkte egentlig ikke nærmere over det andet end at det selvfølgelig blev mere og mere generende. Så til sidst tog jeg mig sammen og gik til optikeren for at få en synsprøve. “Jamen, det kan jeg da godt forstå,” sagde hun, “for du er jo ikke længere nærsynet på det øje”. Dvs. jeg gik altså og puttede en kontaktlinse i hver dag som jeg ikke længere havde brug for. Doh.
Men bygningsfejl havde jeg altså stadig, så nu prøvede jeg alle – og jeg mener ALLE – slags kontaktlinser, og ingen passede. Jeg så dårligt med dem alle. Efter flere måneders prøveri løb optikeren tør for forslag og sagde “jeg kan desværre ikke tilbyde dig andet end briller”. Jeg var IKKE glad. Flippede ærlig talt helt ud over det (altså bare derhjemme – ikke over for optikeren ;-)). Underligt nok, nu hvor briller jo ikke havde generet mig før, men jeg kunne bare ikke holde tanken ud. Syntes det var besværligt. Irriterende i regnvejr. Irriterende om vinteren fordi de dugger når man kommer ind udefra. Der var sgu meget i vejen. Men jeg fik dem altså alligevel. Fandt et sødt stel med hjælp fra ovennævnte stylist-veninde. Og så gik jeg med dem i noget tid. Jeg husker ikke hvor længe. Måske et år eller to.
OG SÅ … begyndte jeg at få hovedpine når jeg sad ved min computer (hvilket også dengang var stort set altid). Hvergang fik jeg en ubændig trang til at tage brillerne af, men det var jo heller ikke fedt, for så så jeg ikke klart. Mig af sted til optiker igen. Prøvede om jeg skulle have skærmbriller. Jooo, det kunne da måske godt hjælpe lidt, meeeen det var altså ikke ret meget, og styrken passede da ellers fint stadigvæk. Suk. Ingen hjælp at hente der. Og så begyndte jeg at tænke … Hvis mit syn så’n bare havde ændret sig af sig selv på et tidspunkt, kunne jeg så ikke også selv gøre noget? Jeg faldt over en bog der hedder “Bedre syn ved bevidsthedsændring”, fik den i julegave, læste den, sagde “fuck briller”, smed dem og brugte dem ikke i … hmm … 5 år, tror jeg.
Og nej, bogens metode virkede ikke. Altså det gør den sikkert hvis man følger de øvelser der er i den og sådan, men så disciplineret var jeg altså ikke. Men ideen kunne jeg lide (jeg tror nemlig på den slags krop/sind-ting), og det sjove var at jeg ikke fik hovedpine af ikke at bruge briller, men fik det af at bruge dem, så valget var jo ikke så svært. Jeg skal understrege at jeg ikke ser klart uden briller. Jeg kan ikke genkende folk på gaden eller læse skilte før de er tæt på. Tekst i bøger og på skærmen er mere slørede. Undertekster på tv er slørede. Men jeg vil altså ikke bruge briller – basta. Og mit syn er ikke forværret siden som alle ellers prædiker at det vil blive.
Den opmærksomme læser vil så nok undre sig over at jeg først i indlægget skrev at jeg har kigget efter brillestel for nylig, og det kræver selvfølgelig en lille forklaring. For omkring 1½ år siden blev jeg selvstændig og begyndte at arbejde hjemmefra. Under et større oversættelsesarbejde begyndte jeg igen at få hovedpine foran skærmen. Denne gang savnede jeg at tage mine briller på! Så jeg måtte meget modvilligt finde dem frem igen, og det hjalp på hovedpinen. Snart begyndte jeg at synes at jeg skulle have dem på altid for at se ordentligt, så det havde jeg. Men det gamle stel var i den grad outdated, så derfor har jeg kigget efter nye. Fik en synsprøve for nylig, og min styrke er den samme som den var sidst – og kontaktlinser er stadig ikke en mulighed (med mindre jeg vil give 300 kr. om måneden, og det er min økonomi ikke til i øjeblikket). Men efter forgæves at have ledt efter et fedt stel, så tænkte jeg igen “nej, kraft***, jeg vil ikke gå med briller!!”, så jeg smed dem IGEN og klarer mig nu som før uden, med sløret syn, men ligner til gengæld mig selv – og hovedpinen er i øvrigt væk. Så jeg behøver dem altså ikke.
Så til dig, Rikke, hvis du har læst med så langt: Du skriver i en kommentar at du ikke har brug for styrke nok til at kunne få kontaktlinser. I så fald vil jeg vove den påstand at du slet ikke behøver briller! Jo, selvfølgelig til at læse med så du ikke får hovedpine, men “heltidsbrille” my ass! 😉 Hvis du ikke er generet af dårligt syn ellers, så sker der altså ikke spor ved at du kun har læsebriller. Det var bare det jeg ville sige med min lange smøre.
FRYGTEN ved at få briller som barn
Selv her efter rigtig mange år, efter at jeg har startet med at gå med briller hele tiden. Ja så husker jeg helt klart som 5 årig da jeg fik at vide ved en lægeundersøgelse at jeg behøvede nok briller. Og efter en tur til øjenlægen så var det fakta, at jeg virkelig trægte til briller. Husker svagt at styrken var plus 2,5 samt noget bygningsfejl. Jeg husker også at øjenlægen sagde til min mor at jeg kunne jo starte med at bruge dem til når jeg læste og skulle se noget tæt på .
På vejen hjem fra øjenlægen så ind til Optikeren med recepten og finde passende briller gennemsigtige plastik med ellastikstænger ned bag ørene.
Ca. en uge efter skulle brillerne så skulle de afhentes hos Optikeren og prøves. Ja alt var klart og stort synes jeg , men også lidt underligt.
Min mor betalte , og brillerne lå på disken så sagde Optikeren at dem skulle jeg jo have på med det samme med den styrke de havde. Jeg stivnede af rædsel lige i det øjeblik… men min mor sagde hurtigt at øjenlægen havde fortalt at de kun skulle bruges til at læse med. Jeg følte mig virkelig reddet nu.
Brillerne lå så i en skuffe det næste halve års tid hvor jeg skulle starte i skole, uden at blive brugt.
August, ja så begyndte skolen og min mor spugte så pludselig om jeg havde lagt mine briller i min nye skoletaske, da vi stod uden for skolen og skulle til at gå ind. Men nej de var derhjemme og som hun sagde den første dag, har du jo nok ikke brug for dem aligevel.
Næste dag blev brillerne lagt i skoletasken. Men de kom ikke op af den dag og sådan gik det, ingen i min klasse havde briller så jeg besluttede at det havde jeg heller ikke brug for.
Jeg brugte brillerne mere og mere når jeg var alene på mit værelse og når jeg var alene hjemme samt om morgenen på badeværelset og kunne se mig i spejlet med briller på og sige til mig selv idag beholder du dem på i skole… Men Nej.
Efter start i den nye skole skulle jeg allene på efterårsferie hos min farmor i Xkøbing ca. 100 km væk fra hvor vi boede. Og skulle tage toget derned og blev hentet af hende på Ykøbing Station, og så bus resten af vejen til Xkøbing. Her havde jeg taget den beslutning at jeg ville tage mine briller på i toget og så beholde dem på helle ugen.
Nød rigtigt togturen med klart syn og kunne læse mit medbragte blad dejligt klart og kom så til bestemmelsesstedet og jeg beholdte brillerne på og afventede meget spændt om der var nogle kommentarer fra min farmor. Kun en, nå du har fået briller og ikke mere om dem .. dejligt og dejlig uge, drømte om når jeg kom hjem så skulle jeg gå med dem efterfølgende, efter efterårsferien.
Søndag kom og mine forældre skulle hente mig i bil og spise frokost og kaffe inden kørerturen hjem.
En time før de kom pakkede jeg mine ting sammen i min taske også brillerne blev pakket væk…
Pludselig mens vi sad og drak kaffe sagde min farmor at Xxxxxxx har haft briller på hele ugen, er det nødvendigt? Spurgte hun. Der mærkede jeg koldsveden ligesom den første dag da jeg fik at vide at jeg skulle bruge briller.
Min mor svarede promte Nej Nej de er kun til at læse med, og så ikke mere snak om briller. Og så hjem til hverdagen igen … uden briller.
Hadede at gå i skole dels fordi jeg ikke kunne se ordentligt og fordi jeg også kom bagud af den årsag. Var 2 dage på en ordblindeklinik for at blive testet, og der var jeg så smart, syntes jeg selv, for der tog mine briller på derinde, der var jo ingen jeg kendte, og fik konstateret at alt var normalt.. tilbage igen…Uden….
Efter 3 år på den skole skiftede jeg skole igen en privat skole som lå i centrum og langt fra bopælen og der som 15 årig begyndte jeg at bruge brillerne i alle timer..
De blev dog taget af i pauser og lignende.. selv om jeg engang imellem glemte det.
Jeg kunne også godt li at have dem på i tog og bus. Men lige så snart jeg nærmede mig vort hjem så blev de taget af…
Midt 60 serne det var der at det startede med at bruge meget mørke solbriller med styrke og det benyttede jeg mig af. Briller var nu plus 5,5 samt bygningsfejl. Så jeg havde nu virkelig brug for at bruge briller hele tiden..
Kom i lære so elektriker, og stadig briller af og på .. og de var aldrig på når jeg var hjemme..
Tænker en del på at hvis mine forældre straks havde fulgt optikerens råd om at gå med de briller fra dag et, ja så havde min skolegang og mit forhold til briller været helt normalt og ikke noget jeg følte at jeg skulle snyde mig til at bruge når jeg var mig selv. Men underligt at mine forældre ikke fulgte op på om jeg brugte dem eller ej når de jo købte nye til mig regelmæssigt.
Ja sådan forløb ungdommen med briller af og på. Når vi gik i byen fredag/lørdag aften med kammerater, ja så var det også uden briller. Jeg var helt overbevist om at jeg aldrig fandt en pige hvis jeg havde brillerne på.
Omkring da jeg var 19, 20 år gammel havde jeg et par kærester der bar briller, og der forsøgte jeg at bruge mine briller når vi var i Biografen og så fjernsyn på værelset men aldrig i forædrenes tilstædeværelse. De syntes da også at jeg var lidt mærkelig at jeg ikke gik med dem hele tiden…
Siden jeg var 16 købte jeg selv briller og tog dem da også på inden jeg gik ind i optikerforretningen, til synsprøve og valg af nye briller.Og jeg beholdte da også de nye briller på når jeg havde hentede dem og undgik kommentarer om at det var da naturligt at bruge de briller hele tiden.
23 år gammel fandt jeg en ny kærste der også havde briller og da vi flyttede sammen i en lejlighed sagde hun til mig at hvis jeg skulle bo der sammen med hende, ja så tog jeg de briller på fra nu af. Hun var godt træt af at jeg spurgte altid hvad der stod der og der..når jeg ikke kunne se ordentligt. men jeg forlangte så at jeg skulle have nye briller inden at jeg ville det..
Tog dog de gamle briller på hjemmefra den nye lejlighed sammen og til en lokal optiker i området hvor vi boede, synstest og fandt nye briller som jeg så kunne hente små 14 dage senere. Rigtig dejlig fornemmelse at have dem på hele tiden og ingen kommentarer fra venner eller familie da jeg pludselig kom med briller på, ikke engang mine forældre nævnte mine briller og mit behov for dem..
Og nu er der gået 40 år! Med briller på hver dag siden og dette har jeg aldrig fortrudt …Brillerne er nu plus 6,5 og bygningsfejl samt add+3,5 påbegge øjne..
Tænk at jeg hele min barndom og ungdom levede allene med det ikke at kunne se som andre, på grund af mine forældres manglende konsekvens til at sige fra den første dag at de briller skal du da have på fra nu af ,ja og max 14 dage efter havde det været helt naturligt hjælpemiddel for mig. og helt sikkert givet mig nogle bedre mulighed efterfølgende..
Gudskelov, så er forældre i dag, mere med på at at man skal gøre alt for deres børns trivsel end for 50 -60 år siden…..
Jeg fik læsebriller i 8 klasse og brugte dem ikke
Så i 9 klasse fik jeg faste briller og havde det indtil jeg var 25 og gik over til kontaktlinser men utrolig nok jeg savnede lige pludselig briller som jeg hadede at have på .. Sys der manglede noget i mit ansigt hehe så jeg fik briller igen .
Dog næste gang jeg skal have briller så må jeg hellere tage nogle stykker med hjem for jeg er ikke god til at vælge briller samme dag .. denne her gang valte jeg et par i blå trods jeg 3 år har gået med næsten usynlige briller.. så gik ud og ville bYtte og fik nogle flotte i brune men beholdt de blå som ekstra briller.. så blev jeg glad for de blå alligevel og dem gik jeg med i 2 mdr så blev jeg træt af dem sys ikke det er mig med blå farve 🙁 sys de brune lyser mit ansigt mere positivt op hvorimod det blå virkede mere strengt