Jeg har lige oplevet at blive enormt ked af det fordi en der skulle ud i aften, ikke ville have mig med. Det passede bare ikke lige i aften. Det passede faktisk heller ikke mig, så jeg skulle egentlig bare have været ligeglad, men alligevel vældede en gammel og meget ubehagelig følelse op i mig: Følelsen af at blive holdt udenfor. Og uanset hvor meget jeg godt ved at det overhovedet ikke er det der sker, så er det den følelse der overvælder mig. Jeg bliver såret og ked af det i en grad så tårerne triller.
Jeg husker en anden episode for et par år siden hvor en god ven skulle i byen med et par venner her i København. Jeg ville gerne have været med, men vidste godt at det ikke lige passede ham. Pludselig i løbet af aftenen fik jeg en sms fra ham hvor der stod noget i retning af “Hvad laver du i aften – kommer du ikke herind?”. Jeg blev simpelthen så glad for at han ville have mig med alligevel! Jeg var ellers på vej i seng, men tog mig så i stedet et bad for at gøre mig klar til at tage i byen. Jeg husker ikke i dag om han ringede tilfældigt, eller jeg ringede for at høre hvor jeg så kunne møde dem, men da jeg nævnte den sms lød svaret bare “nåååh, den var ikke til dig – det var et uheld”. Så det var altså en anden der skulle inviteres… Sikken en skuffelse! Samme følelse – dog lidt mere forståeligt måske.
Men alligevel… jeg er altså 37 nu, og den følelse jeg taler om, stammer fra da jeg var… 12-13 år?? Noget med skolekammerater og fester måske. Noget jeg sjældent var en del af selv om jeg gerne ville have været det. Og det er en forståelig følelse når man er teenager og usikker, men hvorfor bliver den siddende? Og vigtigere endnu: Hvordan slipper man af med den?
Tja, her til aften vælger jeg jo så at kigge på den, sætte den i perspektiv, arbejde med den og nu altså skrive om den. Og jeg kan mærke at det hjælper at jeg forholder mig til den. Den sad der ikke ret længe fordi jeg med det samme fangede at den var gal. Men jeg håber at den en dag slet ikke opstår længere. (Prøver at minde mig selv om forrige indlægs mantra: “Jeg nyder livet så meget mere nu hvor jeg har besluttet mig for at jeg er skideligeglad!”)
Hmm, jeg er før under forskellige former for spirituelt arbejde med mig selv stødt på nogle indre “små ulykkelige Anja’er” der skulle tages i hånden og hjælpes videre. Måske jeg lige sku’ kigge på om der sidder en tilbage et sted og føler sig holdt udenfor. :-/
