Jeg har taget min (maskuline) kraft tilbage

For nylig delte jeg hvordan jeg følte at jeg befandt mig på et nulpunkt. En måneds tid senere fik (eller tog!) jeg min kraft tilbage, og jeg har lyst til at dele den proces med dig. Jeg fik nemlig rigtig mange “jeg har det på præcis samme måde”-tilbagemeldinger, så måske andre kan bruge det jeg har indset om mig selv, til noget.

Der skete to ting.

Skyggearbejde

Den ene var at jeg tilmeldte mig Pernille Melsteds Maj Makeover over temaet “Tag dit lys hjem” (som også er titlen på hendes nye bog der udkommer i dag). Jeg havde faktisk ikke råd, men det føltes bare som noget jeg skulle, og det er det jeg træffer beslutninger ud fra i mit liv, så den følelse lyttede jeg til.

Forløbet handlede om at se på hvilke lyse skygger (kaldes de inden for skyggearbejde – man kunne også sige positive egenskaber) man savnede at få kontakt til igen. Altså egenskaber man har “sat i skyggen” af en eller anden grund. Det kan være man har lagt låg på “fjollet” fordi man engang fik at vide at det var noget man ikke måtte være, men at man skulle være meget alvorlig for at blive elsket og accepteret. (Læs mere om skyggearbejde på Pernilles side – det er virkelig interessant.)

Her fik jeg især kigget på én egenskab jeg havde pakket langt væk: Jeg er vigtig! Vi taler ikke om “vigtig” som skældsord i betydningen “tror hun er finere end andre”, men om at min plads og mine behov er lige så vigtige som andres.

Jeg vidste godt jeg havde et problem med ikke at føle mig vigtig. En viis veninde havde også sagt det til mig for længe siden (og bliver i øvrigt ved at sige til mig at jeg bør danse flamenco for at få fat i min kraft og min vigtighed, så hvis du kender til et flamencohold i Korsør-området, så siger du lige til, ikk’?)

Nå, men en ting er hvad man godt ved, noget andet er at gøre noget ved det – eller vide hvad man overhovedet kan gøre. Og jeg er blevet ved at pakke det væk. Sjovt nok er det så også blevet ved at blive spejlet i mine omgivelser. Og nu blev jeg altså mindet om det igen igen under det her forløb.

Animus

Det andet der skete, var det der for alvor rykkede – eller bare gav det afgørende skub der fik balancen tilbage. Og det var direkte affødt af at jeg skrev det forrige indlæg om at være på nulpunktet.

En af mine nyhedsbrevlæsere inviterede mig på weekend.

Normalt siger jeg ikke ja til invitationer fra (stort set) fremmede mennesker, men her var bare et stort rungende JA inden i mig. Det var en der tidligere havde bedt om et råd fra mig og var taknemmelig for min hjælp som han gerne ville gengælde.

Jeg kunne mærke inden jeg tog af sted, at det her ville blive afgørende, men jeg anede ikke hvordan.

Jeg ankom en fredag og tog hjem igen søndag aften, og vi snakkede uafbrudt fra jeg kom til jeg tog hjem. Om ALT muligt. Ikke smalltalk om vind og vejr, men dybe snakke om barndom, kærlighed, parforhold, mænd, kvinder, børn, passion, arbejde og spiritualitet.

Vendepunktet i mig kom da jeg fortalte om en drøm jeg havde haft.

I drømmen havde jeg hed elskov med en (nu eks)kæreste, og midt i vores hede elskov, trak han sig pludselig væk. “Jeg skal lige ligge lidt her for mig selv, men du er velkommen til at fortsætte”, sagde han. Frustreret fortsatte jeg lidt, men så lagde jeg mig ind til ham og ventede ulykkeligt.

Jeg fortalte at min egen tolkning af drømmen var at det var sådan jeg havde oplevet nogle af mine parforhold. At mødes med en og ville alting sammen i stor passion, og pludselig trak kæresten sig (mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk) og lod mig alene med alle vores tidligere fælles ønsker og drømme. Og så kunne jeg enten fortsætte alene eller vente på at han “vendte tilbage”.

Min ven foreslog at drømmen i stedet kunne betyde at jeg havde spaltet min maskuline side fra. Det Jung kaldte “Animus“. Den vinkel havde jeg ikke set (og jeg kendte heller ikke begrebet). Det kunne også forklare hvorfor jeg i flere år igen og igen har drømt (om natten – ikke i vågen tilstand) at jeg blev genforenet med den (eks)kæreste. Det handlede slet ikke om ham – han var symbol for noget andet.

Næste morgen vågnede jeg af en ny drøm: Jeg stod som en stærk, smuk og feminin kvinde og blev holdt om livet af en stærk, grounded, maskulin mand. Med følelsen af “jeg har dig” og af at kunne folde mig ud og være stærk som kvinde pga. den maskuline kraft der holdt mig. Ikke som noget adskilt fra mig, men som en del af mig.

Jeg vågnede med den indsigt at jeg i årevis (altid?) har projiceret min maskuline side (der bl.a. indeholder handlekraft hvor den feminine side er modtagende) over i mænd. Når mine mænd så har trukket sig på den ene eller den anden måde, har jeg ikke anet hvad jeg skulle stille op. Jeg har kun haft det bløde, modtagende og afventende tilbage.

Op fra nulpunktet

Den morgen græd jeg da jeg fik øje på mig selv i spejlet. Lykketårer over hvor smuk jeg pludselig kunne se at jeg var i min helhed. Der var en følelse af at jeg er værd at passe på – fysisk og psykisk. “Jeg er vigtig” var på plads indeni.

Da jeg kom hjem, konstaterede jeg at min handlekraft og min passion var tilbage. Jeg kastede mig over opgaver der havde ligget længe, med præcis den lethed og selvfølgelighed jeg havde savnet dér på nulpunktet.

Jeg fik pludselig klaget over noget der havde generet mig længe, rykket for penge nogen havde skyldt mig længe, rykket for en tjeneste jeg var blevet lovet for længe siden. Alt sammen noget jeg ikke havde gjort tidligere for “jeg ville jo ikke være til besvær”. Der er nu en følelse inden i mig nu af “jeg gider simpelthen ikke mere bullshit”, og jeg elsker den!

Jeg føler mig mere hel nu end jeg har gjort i årevis. Og det uden en mand (eller flere) i mit liv.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook