Jeg får tit at vide at jeg er modig. Jeg er modig fordi jeg tør stille mig op og tale åbent om utroskab. Jeg er modig fordi jeg tør sige et trygt fuldtidsjob op for en mere usikker tilværelse som selvstændig/deltidslønmodtager. Jeg er modig fordi jeg tør stille mig nøgen foran en masse mennesker og spille fløjte. Og det er jeg da sikkert også. Hvis det altså er modigt bare fordi nogen ikke tør gøre det samme. Men der er jo altså lige så meget jeg ikke tør, som andre tør.
Jeg drømmer ikke om at springe i faldskærm, dykke, kitesurfe, klatre i bjerge og den slags og savner af den grund ikke modet til at gøre det. Det jeg savner modet til, er at holde op med at censurere mig selv i forhold til andre mennesker af angst for at være “for meget”. Eller for kikset. Eller forkert.
Det sker især når der er nogen jeg gerne vil gøre et særligt indtryk på. Skete det så bare ubevidst så jeg ikke tænkte over det, så kunne jeg jo være ligeglad, men jeg er desværre rigtig meget opmærksom på det når jeg gør det. “Det” kan f.eks. være at jeg skriver en sjov sms eller en flirtende kommentar på Facebook, og så sletter jeg den igen og ender med at skrive noget mere ligegyldigt/neutralt fordi jeg er bange for at modtageren vil opfatte mig som plat, pinlig eller uh, endnu værre: desparat. Så (åbenbart) hellere risikere at efterlade det indtryk at jeg er ligeglad, ligegyldig, kedelig eller pæn. Jeg er simpelthen pissebange for at blive afvist, men vælger så (underbevidst) irrationelt nok at det er okay at blive afvist fordi jeg er kedelig, for det ved jeg jo godt selv ikke passer. At skulle blive afvist på et grundlag der virkelig er mig, er en alt for skræmmende tanke.
Og så kan man jo sige at det er fedt at jeg er opmærksom på det, for så kan jeg gøre noget ved det, men det er den bange side af mig slet ikke enig i. Det eneste der er at gøre ved det, er nemlig at droppe censuren og springe lige ud i det – uden faldskærm.
Jeg prøver at mærke mig Brad Blantons ord i det interview jeg lavede med ham i sidste uge om radikal ærlighed: “Du risikerer at miste et par bekendtskaber, men du mister ingen rigtige venner”. Hvor er det dumt ikke at turde risikere at miste nogen som ikke er parate til at elske mig lige præcis som jeg er, bare fordi jeg ikke kan bære afvisningen. Det er ærlig talt ikke at være tro mod sig selv, og det er det jeg prædiker at man skal være. Jeg har stadig et stykke vej at gå.
Orh, hvor jeg kender det!! Har slettet utallige opdateringer, beskeder osv, og er lige så bevidst om, når jeg censurerer mig selv overfor andre mennesker. Men der er vel ikke andet at gøre end at springe ud i det – uden faldskærm 😉 Men vi kan jo hoppe sammen og holde hinanden i hånden på vejen :-*
(He he, fik så også lige slettet et par linjer her, fordi det var “for meget”… Nå, men øvelse gør mester…;))
Det er jo en absolut balancegang, vær sig selv, sig hvad du mener, men tag også hensyn til andre mennesker vil jeg sige. Selvom det er klart bedst at springe ud i det uden facade og være sig selv, så er der også situationer hvor man skal tage vare på andre menneskers følelser og hvor det kan være bedst at fare med lempe :o) og blot lade være i ligeså høj grad at sige sin mening. Det er så den del af det, der er op til den enkelte…
Jeg tror det er vigtigt at være sig selv og ikke tænke for meget på, hvad andre mener. Vi er igennem vores opvækst påduttet nogle forskellige væremåder og reaktionsmønstre, der er accepteret af samfundet.
Det gælder om at bryde fri, finde urmennesket i en selv og bare gøre lige hvad man har lyst til, så længe det ikke skader andre.
Jeg er så heldig at have en mandlig kollega, som nogle gange bare spytter ud, hvad han tænker. Han fascinerer mig uendelig meget. Han er nogenlunde den eneste jeg tør være mig selv sammen med. Jeg “skåner” de andre for den sande jeg, fordi jeg ikke tror at de kan rumme mig eller forstå mig.
Men overfor min kollega føler jeg, at jeg ligefrem er for meget mig selv til tider – jeg kan ikke styre mig, fordi han ligesom er min sande jeg’s katalysator. Og stakkels jeg, der ellers elsker og trives med, at jeg er i fuld kontrol……
Ville ønske jeg var ligeså modig som han. Eller at jeg ikke tænkte så meget over tingene.
At være modig er en ting, men at være modig fører også til handling, og handling kan fører til både dårlige og gode ting. Så måske de personer som føler sig mindre modige er bare bevist over den mulige konsekvens. Men total fedt indlæg 🙂
Fedt indlæg og ja spørgsmålet om hvad det vil sige at være modig er et meget godt spørgsmål, for hvem er egentlig modig når det kommer til stykket?
Mod er relativt, og det svinger fra person til person, og emne til emne 🙂
Personligt er jeg ikke ret modig hvad angår kærester og forhold. Til gengæld er jeg modig når det handler om økonomi og penge.