Jeg blev i sommer interviewet til Politiken, og det er der kommet denne artikel ud af: Monogami? Nej, ellers tak! Og jeg skal ellers love for at den har bragt sindene i kog hos læserne. Den negative kommentar der oftest forekommer er (i kort form): “Det er egoistisk”. Jeg har dog endnu ikke fået en forklaring på hvad der er egoistisk ved at leve i åbne parforhold i modsætning til monogame, og jeg kan ikke selv se det, så måske du kan hjælpe mig med en forklaring?
Er det egoistisk at være ærlig om hvad man gerne vil, sådan at dem man har et forhold til, ved hvad de har at forholde sig til og kan vælge til og fra på baggrund af det? Er det egoistisk at elske mere end en og “tillade” de andre også at gøre det? Er det egoistisk at søge at få opfyldt sine egne behov selv om det ikke går ud over nogen som helst andre at man får dem opfyldt?
Der er også nogle der siger at det er egoistisk ikke at få børn. Her savner jeg samme forklaring.
Kan du hjælpe? Jeg vil meget gerne forstå det.
Hej Anja
jeg tænker at grunden til at det bliver kaldt egoisme er at det for nogle netop er uforklarligt eller skræmmende at nogen som du står ved dine holdninger og følelser og udfordrer den gældende norm.
Så det bliver bare et hurtigt prædikat på dig. Det er nemmere end at undersøge med sig selv, hvorfor man finder det så skræmmende eller provokerende.
Selv tror jeg ikke jeg kunne leve polyamourøst – det vil sige med flere partnere, jeg tror jeg ville føle mig splittet. Men jeg ved een ting, at vi ikke går igennem livet uden at blive ramt op til flere gange af Eros’ pile. Og så giver det mening at spørge sig selv, hvad meningen med det er og hvem man er og være ærlig om det overfor sig selv og sin eventuelle partner. Det kan faktisk give mulighed for selverkendelse og selvudvikling, uanset hvad man så vælger.
Måske er det mere egoistisk at forvente at det samme menneske altid skal være der og være det samme for én, eller at man er den eneste for den anden.
At stræbe efter at kende sig selv, bære sine egne følelser og være ansvarlig for den man er kan efter min mening ikke være egoistisk – men det kan virke skræmmende på andre.
Godt nytår.
mvh Kristine
Må man være en sommerfugl, der flakser rundt og suger næring? Må man være en bølge, der strømmer ind – og ud – og ind – og ud – over kysten? Levende… Må man være liv? Der bliver indtaget af det der vil, der drikker det der vil drikkes?
Må man?
Egoisme? Den der kalder det egoisme, er den der er det. Det man siger er man selv… Jeg har aldrig prøvet et polyamorøst forhold. Men jeg kender godt, at elske min elskede, og have lyst til at rulle mig seksuelt set i en anden mand, som jeg støder på et sted ude i verden, fordi hans energi fænger mig, og tænder min feminine puls… Og så kan jeg ellers skamme mig godt og grundigt bagefter, – over tanken, for fy da, hvor er jeg et grimt væsen, der kan – det.
Måske har vi bare for mange regulativer omkring at være et menneske. Jeg synes ihvertfald ikke det er nemt.
Læste nyligt en blog om at når du lever i et parforhold fra Beings perspektiv, så ser du ikke andre end din elskede, for I er ét.
Men er det så ikke bare et nyt regulativ?
Jeg vil bare gerne have lov at være til med det der er til i mig. Og hvis ikke jeg må det, så vil jeg gerne have svar på, hvorfor jeg blev placeret her i denne krop på denne kugle?
Hejsan,
Tror ikke man kan lave en “blanket-statement” om den slags ting. Der er for mange nuancer. For én vil det at være sammen med en anden end partnerEN være utroskab, fordi de er følelsesmæssigt engageret i en bestemt forståelse af partnerskab/kærlighed/seksualitet. For andre, der har andre forståelser som deres følelser er engageret i, vil det kunne være noget andet.
Den dybeste drivkraft og det dybeste motiv er vel ret beset det som afgør, om der er tale om egoisme.
Men for nogle, vil normer tilsige, at de kan “dømme” egoisme over en kam, hvis adfærden ikke lever op til normerne. Altså, man skal piskes ind i geledet, så “trygheden” i sove-byen bevares… på bekostning af individet og et større liv.
Kærlig hilsen
Janus
Jeg vil ikke kalde det egoisme – mange andre kulturer lever på den måde. Men er vi parate? Jeg tror ikke, at jeg selv ville være det. For det meste er der altid én der elsker højere og stærkere end den anden. Og hvad nu hvis det var dig?
Jeg vil ikke kalde det egoistisk men måske kompliceret. Og selvom begge parter er blevet enige om det og har det okay med det, kan det sikkert gå fint nok, indtil man har fået børn. Men det ville være svært for et barn at forstå, at andre end Far må røre ved Mor. Jeg husker den meget mærkelige følelse, det var at se min barndomsvenindes forældre bytte partnere, og de sad alle fire der i haven. Jeg forstod ikke en meter…
Jeg ved det slet ikke, det er blot et gæt – har jo aldrig selv levet på anden måde end i det traditionelle parforhold. Men jeg tror nu ikke, at det volder problemer de steder, hvor det er almindeligt, at mænd har flere kvinder – eller kvinderne har flere mænd. Hvis det er ”normalt”, oplever børnene det også som værende ”normalt”, for sådan lever de andre også. I ”vores verden” tror jeg derimod ikke på, at det ville kunne fungere.
Tak for et godt indlæg!
Har fulgt med på din blog i et stykke tid, og vil bare lige sige at det er en rigtig fed blog du har dig!
Keep up the good work!
De bedste hilsner
Anne Kavvs
Tak, Anne 😀
Og tak for alle de mange input! Rigtig god weekend til jer alle.