Jeg ville ønske at nogen kunne forklare mig PMS’ens gåde! Altså det at være præmenstruel – hvad helvede er det det gør ved hjernen? I det indlæg jeg skrev i går om at blive enormt ked af noget, der kunne jeg godt have nævnt at det nærmest kun er et problem et par dage om måneden.
Normalt er jeg et utrolig rummeligt menneske der hviler meget i mig selv. Jeg kan elske uden at have behov for at blive elsket tilbage. Jeg kan give komplimenter uden at have behov for at få dem. Jeg elsker at være alene. Jeg er bevidst om at det folk siger til mig eller om mig, ikke har noget med mig at gøre. Men et par dage om måneden – nemlig lige et par dage inden jeg får min menstruation – er alt det sat helt ud af funktion. Jeg får et enormt behov for at blive bekræftet. Jeg vil høre at jeg er elsket eller holdt af. At jeg normalt godt ved det, er ikke nok – jeg ved det simpelthen ikke i de dage. Jeg søger komplimenter. Jeg ønsker selskab, men kan ikke finde ud af at opsøge det selv – jeg vil have at andre skal tage initiativet til det (ellers ved jeg jo ikke at de virkelig har lyst til at se mig). Jeg er helt sikker på at folk ikke siger det de virkelig tænker, men bare prøver at være flinke.
Det rigtig underlige er at jeg ved det mens det står på, men jeg kan ligesom ikke slippe ud af kløerne på det. Nogle gange kommer det også bag på mig. Så kan jeg opdage at jeg reagerer voldsomt på noget jeg ellers ikke ville reagere på, og pludselig komme i tanker om at det jo er en af de dage. Men for det meste ved jeg det. Og alligevel hjælper det ikke en skid at jeg er forberedt.
Jeg har tidligere haft de der voldsomme vredesudbrud som vi kvinder er så kendt for i forbindelse med PMS, men dem har jeg ikke mere. Faktisk ville jeg gerne have dem tilbage, for det er sgu sjovere bare at være en hidsig krampe end at være en bekræftelsessyg lille pige der føøøøøøler en hel masse uden hold i. Æv!
Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her indlæg andet end måske at fortælle jer mænd derude at hvis I har sådan en kvinde i jeres liv, så vær lidt ekstra opmærksom i de dage. Fortæl hende at I elsker hende selv om I tænker at hun jo godt ved det. Fortæl hende at hun er smuk. Kys hende lidt ekstra i nakken når hun står op med hovedpine og ligner udskidt æblegrød. Bær over med hende. Ikke på den der hovedrystende måde som man kan komme til når folk handler irrationelt, men fordi I ved at hendes dejlige selv kommer tilbage om et par dage. Vi vil elske jer for det. 🙂
Endnu et genialt emne at tage op på bloggen, Anja! 😉
Det vigtigste er vel, at du er klar over, hvorfor du ændrer karakter – det gør det nok en hel del nemmere.
Og god reminder om at tage os lidt mere kærligt af kvinderne i vores liv, når de af – for os – mystiske årsager opfører sig besynderligt.
Tak, Martin. Men er det ikke sært at man som ellers rationelt tænkende menneske ikke er i stand til at sige til sig selv “nåååh, det er slet ikke rigtigt det jeg tænker – det er bare PMS”, og så går det over? Skræmmende at hormoner kan gøre så meget!
TUSIND TAK ! Du rammer bare præcis plet.. jeg har det præcis sådan de dage op til.. hold da op hvor det lettede at læse! mange tak!