Jeg er blevet spurgt om jeg vil være med i en kommende fotobog med naturlige, uphotoshoppede kvindekroppe. Og det vil jeg da. Selvfølgelig vil jeg det. Jeg er ikke blufærdig, og hvis det kan hjælpe andre kvinder (kan det egentlig det?) at jeg viser hvordan man også kan se ud uden tøj på, så gerne for mig. Jeg gør det jo jævnligt alligevel – det der med at optræde uden tøj.
Inden jeg går videre med indlæggets egentlige formål, får jeg i øvrigt lige lyst til at aflive en misforståelse – hvis nogen skulle sidde med den. Ikke at være blufærdig er ikke nødvendigvis det samme som at være helt vildt tilfreds med sin krop. Jeg gad f.eks. godt være slankere. Min vægt svinger med nogle års mellemrum med en 5-10 kg. I mine unge dage var jeg ked af det fordi jeg ikke syntes det var pænt (og troede at mænd heller ikke syntes det). I dag synes jeg faktisk det ser fint ud (og ved at en hel del mænd også synes det), men tænker mere i sundhedshensyn og i det upraktiske i at vokse ud af sit tøj. Jeg synes jeg er pænere når jeg er slank, og jeg føler mig fysisk bedre tilpas. Men det bliver jeg ikke blufærdig af. For det er altså sådan her jeg ser ud, og det gør jeg uanset om jeg har tøj på eller ej. Og jeg er ligeglad om andre ser at jeg har appelsinhud, strækmærker og hængebryster. Faktisk bliver jeg mere kritisk bevidst om mit udseende med tøj på – som du kan læse i et ældre indlæg her. Uden tøj på er jeg jo bare mig – bogstavelig talt.
Måske er det derfor jeg, selv om jeg siger ja til at deltage i en fotobog med kvinder, ikke kan lade være med at blive provokeret af at den ikke indeholder mænd også. For hvorfor er der opstået en sær hype omkring “den naturlige kvindekrop” som alle nu hylder og bifalder og er enige om er helt vildt smuk (men i øvrigt kun i den runde udgave – de tynde piger kan vi stadig ikke rigtig lide) – når vi tilsyneladende ikke har det sådan med “den naturlige mandekrop”? Alene udtrykket får dig sikkert til at smile. Og måske protestere: “Jamen, den ser vi da allevegne – mænd skammer sig jo ikke over evt. ølvom eller tynde drengekroppe – de går glade rundt i bar overkrop alligevel”.
Og nej, de skammer sig måske ikke så åbenlyst som vi kvinder skammer os over deller og appelsinhud. Men det kan vi så gøre på deres vegne. Alene det at vi påpeger at “mænd ikke skammer sig uanset hvordan de ser ud”, siger noget om at vi nok synes de burde gøre det. Hvorom alting er: Man ser bare ikke den naturlige mandekrop blive rost og hyldet i samme omfang som kvindekroppen bliver det for tiden. Tværtimod. Den naturlige, nøgne mand bliver ofte omtalt i meget frastødende gloser når han viser sig som han er. Jeg husker også at de her tre nøgne mænd i Femina blev debatteret af kvinder uden at der blev lagt fingre imellem hvis man ikke syntes de var lækre. Det er som om det er okay at synes at mandekroppen i den ikke veltrænede udgave er sådan lidt latterlig. Den slags skal vi kvinder dog noget sjældenere lægge øre til – fra andre end os selv.
Jeg ønsker mig et positivt – eller bare neutralt! – fokus på “den naturlige krop” – hvad enten den er maskulin, feminin, har et tredje, fjerde eller femte køn, mangler arme eller ben, er mørk eller lys – eller ser ud på en måde jeg end ikke kan forestille mig.
Og fotobøger, Facebook-opslag og Youtube-videoer er sikkert et fint skridt på vejen. Om ikke andet skaber det en vigtig debat. Jeg synes bare stadig der er meget lang vej til accept af hvordan vi alle ser ud. Det er stadig primært i opstillede scenarier folk kan kigge på det og sige “ja, det er godt nok fint”, men de tør stadig ikke selv gå i svømmehallen eller på stranden nøgne, og mange synes også deres børn skal skånes for synet – særligt synet af nøgne mænd.
Heldigvis fik jeg fortalt at der sandsynligvis også en dag kommer en mandebog, men jeg ville nu stadig ønske at de ville blande dem. For det er som om at ved at udgive en kvindebog har vi jo stadig fokus på kvindekroppen og hvordan den tager sig ud. Vi vil stadig blive bedømt og bedømme os selv som kvinder – ikke som mennesker. Og vi kan kigge i den og offentligt blive enige om at “vi kvinder er smukke som vi er” (mens vi inderst inde booster vores egen selvtillid med at vi da i det mindste ikke ser ud som hende der). Mandebogen kunne jeg frygte af kvinder så vil blive set som et katalog hvor vi kan udpege hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide – ikke noget der giver et særligt positivt fokus på naturligheden. Hvordan mænd vil tage imod den – og om de overhovedet har brug for den, har jeg slet ikke noget bud på.
Hvad tænker du?
P.S. Ovenstående er ment som oplæg til debat om synet på mande-/kvindekroppen – ikke kritik af det gode projekt som jeg faktisk synes fotobøgerne er og glæder mig til at være med i. Men hvis jeg kunne bestemme …
Strålende, Anja. Du er et lys – no pun (næsten) intended…
Uden at det skal handle om ismer, så virker dette jo som rendyrket humanisme, snarere end feminisme.
Hej Anja
Hvor det glæder mig at læse flere af dine pointer. For det første deler jeg til fulde din tanke om, at blufærdighed og forfængelighed er to af hinanden uafhængige størrelser. Jeg viser også gerne min nøgne krop frem under de rette omstændigheder, men er da heller ikke max tilfreds. Jeg er forresten en af de fire mænd fra Femina, og jeg blev forbløffet over reaktionerne fra Feminas på flere plan. Først og fremmest rystedes jeg over, at man følte det var helt ok at svine os fire mænd, bare fordi vi placerede os selv i det der åbenbart blev betragtet som skudlinjen. Det var jo ikke fire tegninger af fiktive karakterer, men rent faktisk fire virkelige mænd. Derudover hører man kun sjældent ordene ‘en smuk naturlig mandekrop’. Og det er, som du skriver, noget andet, når det drejer sig om kvinder. Desværre tror jeg, at der i vor kultur har udviklet sig en æstetik knyttet til bestemte typer af kroppe. NOGLE kroppe – naturlige eller ej – er smukke, og alle de andre er grimme og frastødende. Og æstetikken, tror jeg, er mest solidt defineret for kvindekroppe. Måske fordi æstetik ofte forbindes med ynde og skønhed. Et par ord, som måske bare aldrig har været forbundet med mænd – i hvert fald ikke de mere maskuline.
Jeg tager selv billeder af kroppe. Naturlige kroppe af begge køn. Og det gør jeg netop for ikke at skelne. For æstetikken bør rumme mere end den feminine ynde og skønhed. Den smukke menneskekrop skal forbindes med flere ord end som så.
Spændende indlæg du har skrevet og også inspirerende 🙂
Hej Anja.
Vil også give dig ret i at mandekroppene også burde vises frem. Tror bare at de er lidt mere ligeglad. Ihvertfald ikke særligt ofte at man hører om drenge og mænd med anoreksi.