Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 6/5-12
Jeg er en af dem der har rigeligt – både til gården og gaden. Det har jeg haft det meste af mit liv. Fra jeg var 15 til jeg blev 30, var jeg temmelig tit på slankekur. Jeg har aldrig været voldsomt fed, men har altid selv syntes jeg var det, og så har vægten svinget med mellem 2 (!) og 12 kilos overvægt. Altså indtil mit liv fik lidt mere indhold omkring de 30 og jeg ikke gad de der kure længere. Min vægt stabiliserede sig så på cirka det jeg syntes var 5-7 kg. ”for meget”, men jeg blev alligevel godt tilfreds med min krop der. Og så skete der noget sjovt: Jeg begyndte at få komplimenter for den. Mænd gav pludselig udtryk for at de syntes jeg var særdeles velformet. Det var meget underligt. Alt det jeg havde forsøgt at lave om på hele min ungdom, opdagede jeg nu var netop det visse mænd syntes var enormt lækkert. Hold kæft, hvor ærgerligt at have spildt 15 år på at føle sig forkert. Dybt suk.
Nå, men ”visse mænd” er selvfølgelig ikke ”alle mænd”. På trods af at jeg aldrig har mødt et ”du er for fed” fra en mand, så bilder jeg mig da ikke ind at der ikke er nogen der synes at jeg er det – efter deres smag. Selvfølgelig er der det. Masser! Så jeg forstår ikke helt de udsagn der med jævne mellemrum ledsager billeder af smukke frodige modeller på Facebook og andre steder hvor man deler den slags: ”Sådan ser en rigtig kvinde ud”, ”Mænd foretrækker kvinder med noget at holde i og holde om” eller en anden catchy tekst i samme dur. Hvad i alverden er det for noget vrøvl?
På samme måde som vi kvinder ikke alle sammen foretrækker ”en rigtig bamse” eller ”en veltrænet fyr” eller ”en høj og slank mand”, så foretrækker mænd som samlet gruppe altså heller ikke noget som helst. De har lige så forskellig smag som os andre. Og gudskelov da for det – nu hvor vi alle sammen er så heldige at se forskellige ud!
Hvornår forstår vi kvinder at det eneste ideal vi skal leve op til, er det vi selv sætter? Der er ingen mænd (i hvert fald ikke nogen vi gerne vil have) der kræver af os at vi ser ud på en bestemt måde for at være ”rigtige kvinder”. Der ER slet ikke noget der hedder rigtige kvinder. Hvis vi er kvinder, så er vi helt automatisk rigtige kvinder. Man kan sågar være født i en drengekrop og være en rigtig kvinde. Det har intet at gøre med hvordan man ser ud. Tyk eller tynd, store eller små – eller ingen – bryster, høj eller lav, langt eller kort hår. Det er alt sammen skideligegyldigt for vores kvindelighed. Den sidder indeni. Og det er den mænd der er til kvinder, elsker.
En anden ting der undrer mig ved de billeder og de tilhørende hyldest-til-frodige-kvinder-kommentarer, er de negative kommentarer om tynde piger der i lige så vidt omfang dukker følger med. Hvilken ret har vi frodige kvinder til at omtale dem med et lavt BMI som tynde gespenster, anoreksiramte, lange rær, lygtepæle eller lignende lidet flatterende gloser? Det kan godt være at ”big is beautiful”, men det er small altså også! Hvad bilder vi os ind at fortælle hinanden og de andre andet? Dét er ikke særlig smukt! Det er dumt, tarveligt, nedværdigende og mildest talt ikke ret charmerende.
Det man så evt. kunne angribe i stedet for, er det at alle modeller photoshoppes til at se urealistisk perfekte ud. Men ikke engang det gider jeg hidse mig op over. Det var ikke dameblade og Photoshops skyld at jeg følte mig fed fra 15 til 30 – det var observationer af andre piger og kvinder i min helt nære omgangskreds. Min mor der altid syntes at hun var for tyk. Min veninde der var ulykkelig over sine lår som var tyndere end mine. Klassekammerater der omtalte slanke piger som fede. Så måtte der jo være noget galt med mig også, var min ubevidste konklusion. Men uanset hvad vi måtte blive udsat for af skønhedsidealer udefra, så er det altså vores eget ansvar at skabe de idealer vi gerne vil skifte dem ud med. Og vi kunne jo starte med det ideal jeg synes det må være at tale pænt om hinanden – og ikke mindst os selv – uanset tykkelse.
Skøn læsning, Anja! Det jeg ofte har efterlyst. Jeg er tynd, har været det altid og har netop hørt nogle af alle de åndssvage kommentarer med, at jeg var for tynd. Bummelum, siger jeg bare.
Og ligesom det er stødende at blive kaldt tyk og fed, er det altså ligeså slemt at få at vide, man har tændstikker som ben, og at ingen mand gider have en, fordi man er for tynd.
Jeg vælger min omgangskreds ud fra sjælen. Om de er tykke, tynde, skaldede, langhårede, høje, lave, unge, gamle er fuldkommen lige meget. Men der skal være gensidig respekt 🙂
Kram, Bettina
Hov! Glemte at nævne, at jeg altid har fundet frodige kvinder med både til gården og gaden langt de smukkeste … men nu har jeg også det meste af mit liv været en streg i luften, og det syntes jeg ikke var pænt.
Fantastisk skrevet:-)
Har alltid været røv irriteret over hvad folk bildte sig ind at påpeje min lille vægt, og samtidig antyde jeg led af en spiseforstyrrelse.
Man spørger jo heller ikke overvægtige om de er tykke fordi de spiser for meget!!!
Vi vil alle gerne have en der er smuk for øjet, og det varierer jo heldigvis af hvílket øje der ser:-)
PS: Skøn Qvinde er du
Man kan kun være rigtig glad over at kende dig 🙂
Tak for ordene!
At man kun skulle kunne fremhæve eller opløfte noget ved samtidig at være nødt til at nedgøre noget andet, er nok noget af det mest usympatiske og tåbelige man som menneske kan forfalde til i sin barnlige iver efter at understrege en pointe.
Jeg elsker din rummelighed!
Jeg har nogen gange udfordret mig selv.
Jeg møder et menneske der efter min opfattelse mildest talt er faldet uheldigt i forhold til skønhed. Efterfølgende har jeg givet mig selv tid til, at finde det smukke ved personen. Det tager ikke lang tid, før man kun ser personen som værende smuk.
En dejlig øvelse, der nok skulle afprøves af nogle af alle disse “idealsættere”.
TAK FOR DEN! Jeg er SÅ enig!!! Jeg skrev et meget personligt blogindlæg om vægt og udseende i går og fik nu tilsendt dit indlæg af en facebook-ven. Det rammer bare plet. Tak tak tak!!!
Sif
Sooo true!!!! Må citere Krumme: Man er som man ér og dét er godt nok! Fik næsten tæv engang på de Skanderborg-festival fordi der var en “ret bamset” (og iøvrigt PIVstiv) mand der stod bag ved mig og bad mig om at skride fordi jeg er så høj (186 cm for at være helt nøjagtig) da jeg vender mig om siger han; Hold kæft hvor ér du høj mand, hvor høj er du egentlig?? Jeg svarede: Hold kæft hvor ér du fed, hvor meget vejer du egentlig?? 😉 ….og måtte flygte for ikke at få et par på hovedet!? HVORFOR må man godt spørge mig om og om igen om min højde?? For man må jo så åbenbart ikke spørge hvad folk vejer!?!? Og alt andet lige så kan man jo andre på sin vægt men det er dæleme ikke nemt at pille ved højden!!
Pletskud!
Du er en af de smukkeste kvinder jeg kender 😉
Tusind tak skal I have! 😀
Ja, og mændene er efterhånden ligeså slemme som kvinderne – mandesminke, hårfjerning og 1500 daglige mavebøjninger – alle disse ting ville man jo bruge/gøre, hvis ikke det var for idealerne!