Halløjsa 2017! Er du med på en hed kærlighedsaffære?

Jeg plejer at bruge årets sidste dag(e) på at gøre status. Men jeg gider ikke i år. Jeg gider ikke se tilbage – kun frem. Ikke fordi 2016 har været noget dårligt år overhovedet. Men bare fordi det i øjeblikket inden i mig føles som spild af energi at se tilbage. Jeg kan ikke bruge det til noget. Hvilket føles spøjst når jeg altid har gjort det.

Jeg plejer også at skrive nogle ord – en 4-5 stykker – jeg ønsker skal præge det nye år. For 2016 var det lethed, blidhed, kærlighed, åbenhed og lys. Men i år kommer der kun to ord:

Vær glad!

Det har faktisk været mit fokus det sidste kvartal, og det har været så dejligt at jeg tager det med ind i det nye år som et endnu stærkere fokus. Altså dét specifikt at arbejde med glæden. Ikke som et falsk positivt sukkerlag oven på en fortrængt vrede eller sorg, for ægte sorg og ægte vrede skal jeg nok gøre plads til når/hvis den kommer. Næh, jeg taler om den ægte, ubetingede glæde der skinner som et stærkt lys indefra og brænder falsk egodrama væk. Den glæde jeg tror på er vores sande væsen.

Jeg har skrevet det før, men jeg gentager det, for jeg synes det er vigtigt: Vi får tit at vide at vi endelig ikke må lægge låg på vores vrede eller sorg (og det synes jeg heller ikke vi skal), men alt for sjældent – eller aldrig – bliver vi mindet om at vi heller ikke bør lægge låg på glæden. Det er som om glæden er noget vi sandelig kun må gøre plads til når alle de ydre omstændigheder er på plads. Når vi ikke kan finde på mere at være vrede over eller kede af. Glæden skal helst være betinget af noget. Vi må gerne undertrykke den hvis den (åbenbart) meget vigtigere sorg eller vrede trænger sig på.

Negativ tænkning bliver ikke set som en fortrængning af det positive på samme måde som positiv tænkning bliver set som en fortrængning af det negative. Det er pessimisterne der er realister – optimisterne er bare blinde, lalleglade idioter.

Bullshit, siger jeg. Glæden er vores kerne, og det er primært den vi skal sørge for ikke at lægge låg på. Alt det andet får så rigelig plads!

Og det er det der fylder hos mig i øjeblikket. At finde ind til kernen af mit væsen – glæden – og blive der så meget jeg overhovedet kan.

Så jeg har altså tænkt mig at have en hed kærlighedsaffære med 2017. En affære der gerne skulle blive til et fast forhold af den slags hvor kærligheden bare vokser og vokser. Indtil vi om et års tid skilles som de bedste venner.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook

5 thoughts on “Halløjsa 2017! Er du med på en hed kærlighedsaffære?

  1. Det kender jeg alt for godt – når jeg læser din blog håber jeg tit det bliver bedre det hele jeg er glad for din positive energi og det er super at du beskriver alt du går jeg finder dig tit helt tilfældigt det er som at finde en gammel bekendt

    – Lone

  2. Hej Anja
    jeg tror at du har fuldstændigt ret i at vi har det lidt svært med glæden i vores (puritanske/protestantiske kultur). Men ikke desto mindre; Shine on. Glæden ER vores kerne.
    Kram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.