Som du har set hvis du fast læser med her på min blog, så arbejder jeg på et podcast om ærlighed. Og jo, det ER på vej selv om det lader vente på sig. Jeg er ikke altid den der rider samme dag som jeg sadler – måske ikke engang samme måned – men sadlet har jeg, og jeg skal også nok komme op på hesten og af sted snart. 😉
Jeg har fået ja til et par interviews, bl.a. med amerikaneren Brad Blanton som jeg omtalte i forrige blogindlæg, og selv om det ellers er meningen at mit podcast skal være på dansk, så er han en ret væsentlig gæst at have med da han for det første er en af mine største inspiratorer og for det andet har ærlighed som sin hovedbeskæftigelse. Så det kan du godt glæde dig til at høre. Det er en mand der mildt sagt taler rent ud af posen!
Men nu til sagen: Jeg kunne tænke mig at lade op til podcastet ved at få noget inspiration fra dig. Derfor håber jeg at kunne skabe lidt snak/debat om ærlighed her på bloggen som jeg kan bruge i mine interviews.
Mit spørgsmål til dig i dag lyder: Hvornår har du sidst løjet og om hvad? Du må gerne være anonym – hverken min blog eller mit podcast går ud på at afsløre nogen. Så bare lad være med at udfylde felterne med navn, e-mail-adresse og hjemmeside hvis du vil. Jeg håber du har lyst til at dele dine løgne med mig og andre læsere.
Det er god stil at lægge ud selv, så det må jeg gøre. Jeg kan ikke komme i tanker om hvornår jeg sidst har løjet for en anden, men jeg har i hvert fald løjet over for mig selv i dag. Jeg sagde til mig selv her til aften: “Jeg står op kl. 6.30 i morgen og tager til fitness inden min morgentid hos tandlægen” – det vidste jeg b-menneske godt ikke passede selv om jeg ønskede det da jeg sagde det. 😉
Eksempler på løgne jeg har begået over for andre i løbet af mit liv (men gudskelov ikke for nylig):
- Jeg har sagt ja tak til invitationer jeg egentlig ikke havde lyst til
- Jeg har fortiet utroskab
- Jeg har pjækket fra skole/arbejde
- Jeg har sagt “det gør ikke noget” selv om det gjorde noget
- Jeg har sagt at jeg kunne lide noget jeg ikke kunne lide
Der er sikkert mere, men det var hvad der lige dukkede op. Nu er det din tur – hvis du tør. 🙂
P.S. Skriv dig op til mit nyhedsbrev oppe i højre hjørne hvis du vil have et redskab til at blive ærligere.
Hvad søren, Anja. Er der ingen der vil deltage i løjerne? Nu har jeg valgt at være anonym, mest for ikke at skulle tænke over at lægge bånd på mig selv, men du ved nok hvem jeg er 🙂 Jeg forbliver nu nok alligevel i de floromvundne vendinger.
Jeg føler at den største masse af løgn i mit liv handler om alt det jeg ikke fortæller til de fleste personer om de få ting. Det har intet med hvide løgne eller at være forsigtig af hensyn til personen. Nej, det handler om hvad de hændelser og aktiviteter – som jeg ikke fortæller om – siger om mig selv i andres øjne. Altså simpelthen en form for selvcensur af hensyn til mit omdømme. Det kunne i princippet handle om alt fra dårlig smag i kulturforbruget, over seksuelle ting, til krimimalitet, og jeg tror egentlig ikke at jeg på nogen måde udmærker mig – jeg tror vi alle har et eller andet som det ikke rigtig “fungerer” at tale om. Så kan det komme ud 10 år efter hvis det er ovre, eller det kan komme ud hvis man er i et selskab hvor andre har blottet sig og ingen vil bide mærke i at man selv gør det samme. Men det hører til sjældenheder. Byrden er at jeg kunne have lyst til at fortælle om alt i mit liv og have lyst til at bruge visse unævnelige indsigter som analogier, men jeg må hellere holde det indenbords. Hvis jeg var forfatter, ville jeg kunne lukke det ud. Vi accepterer alle at forfattere kan have dybe indsigter i kiksede involveringer, men at de altid kan gemme sig bag det halmstrå at det kan være research og interview/kendskab til andre mennesker, selv om det beskrevne i sit forløb og ræsonnement sådan set emmer af en indlevelse som (næsten) kræver at forfatteren har været igennem oplevelsen selv.
Den form for løgn kan man ikke rigtig kalde at lyve. Der er ikke tale om informationer som andre har interesse i eller krav på. Og man lyver ikke om sig selv om noget man ved. Men tavshedens byrde går vi nok lidt rundt med alle sammen, også selv om der er tale om hændelser som kun har perifer betydning for vores personlighed. Netop det at man ikke aktivt kan bruge oplevelsen, hvor perifer den måtte være, er en kedelig begrænsning.
Når jeg tænker på sådan noget som den voksne mand der med stor fornøjelse spiser sine egne bussemænd, eller på den kvindelige chef som gør dagen til noget særligt ved at gennemføre en glad arbejdsdag med sin nye kærestes uafvaskede sæd ned ad maven, så slår dig mig også at der er en anstændighedsforskel på at gøre det og vide at man ikke skal tale om det, og så at gøre det og tale om det. Det er simpelthen mere uanstændigt hvis man ikke yder den bod som tavshedens byrde udgør.
Ja, det var lidt tanker om den form for løgn som tavshed og fortrængning er, og som kan udvikle sig til løgn hvis og såfremt man direkte adspørges og finder det mest betimeligt at svare “nej, det gør jeg da ikke”.
Tak for den gode kommentar. 😀 Jeg skulle lige til at skrive at det var en rigtig tarvelig indledning fordi jeg faktisk ikke kunne gætte hvem du var, men pludselig slog det mig alligevel. 😉 Håber du har en dejlig jul.
Den form for at lyve, der går ud på at sige ja til noget jeg egentlig ikke har lyst til, har jeg gjort mig skyldig i mange gange! 🙂
Men har nu efterhånden fundet ud af ikke at tage så meget hensyn til hvad andre tænker om mig, og sige pænt nej tak med god samvittighed.