I dag har jeg gjort noget jeg var bange for

For et par år siden skrev jeg et indlæg om at der kun stod én ting på min træskoliste (listen over ting man gerne vil nå inden man stiller træskoene), men jeg skrev ikke hvad det var for en ting. Der er meget jeg gerne vil i mit liv, men der er ikke noget jeg absolut MÅ nå inden jeg dør. Og dog. Denne her ene ting har været et stor ønske hele mit liv. Men jeg turde bare ikke.

Var det mon at klatre i bjerge? Var det at dykke i Atlanterhavet? Var det faldskærmsudspring? Nej, det var såmænd … at synge opera! Siden jeg var lille, har jeg drømt om at blive operasanger. Det var åbenbart ikke noget mine forældre tog alvorligt, for jeg blev aldrig meldt til sang. Når jeg talte om min drøm, kan jeg huske at min søde mor sagde “jamen, det skal man altså være meget, meget dygtig for at kunne leve af”. Og så har jeg vist mellem linjerne hørt budskabet “og det kan du nok ikke blive” – selv om det næppe har været hendes mening.

I skolen kan jeg huske at mine klassekammerater i musikundervisningen drillede mig når vi sang, med at jeg åbnede munden meget. Måske som en operasanger? Jeg ved det ikke, og jeg kan heller ikke huske om jeg har sunget specielt højt. Men hvad jeg end gjorde, har jeg så fået en fornemmelse af var for meget eller forkert.

Et par andre oplevelser i løbet af mit voksenliv med at skulle synge for nogen hvor jeg har været meget nervøs og usikker, og hvor det derfor ikke har lydt særlig godt, har også sat sit præg.

Så det er blevet ved drømmen. Men dog en drøm jeg hele tiden har vidst at jeg var nødt til at gøre noget ved, for bare jeg skulle fortælle nogen om det, begyndte jeg at græde. Har jeg været til koncert med nogen der havde en særlig kraftfuld stemme, f.eks. Majbritte Ulrikkeholm, begyndte jeg at græde. Og af samme grund har det været svært at tage sig sammen til at melde mig til undervisning. For hvilken lærer forstår mon lige forklaringen “altså … der er noget omkring min hals der helt spænder til, og jeg begynder at tude alene ved tanken om at skulle fortælle dig om det, men jeg ved ikke rigtigt hvorfor det føles så farligt”? (Sandheden er nok at det forstår mange sanglærere særdeles godt, men sådan er frygt så irrationel.)

De sidste par år har jeg fået løsnet op for mange ting indeni. Og jeg kunne efterhånden ikke finde på så mange undskyldninger længere. Så jeg har taget små skridt hen imod det. F.eks. været til stemmeforløsende aften (som har den fordel at det slet ikke handler om at noget skal lyde smukt, men bare at man lukker op for stemmen sammen med en masse andre mennesker) med Majbritte Ulrikkeholm, og senest til (tale)stemmetræning hos Merete Nørgaard (fordi jeg både underviser og speaker og gerne ville bruge stemmen bedre).

Sessionen med Merete handlede bl.a. om at sætte alt det stemme på jeg kunne, og der opdagede jeg at når jeg gjorde det, kom der virkelig meget lyd ud! Og da jeg gik ud derfra, kunne jeg mærke at nu turde jeg godt! Altså tage den sangtime jeg har brugt et helt liv på at tage mig sammen til.

Og det kom jeg så til at fortælle et nyt bekendtskab, Louise, som er operasangerinde. “GODT,” sagde hun, “hvornår starter vi?” Og selv om undskyldningerne pludselig igen stod i kø (så hvor klar var det lige jeg syntes jeg var? ;-)), var der ingen vej uden om. Og så var der en aftale i min kalender om en sangtime.

Den time har jeg haft i dag, og behøver jeg sige at det ikke var spor farligt? Faktisk fik jeg bare lyst til flere, og jeg er slet ikke i tvivl om at det vil gavne mig på SÅ mange planer.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook