Jeg skal være mor

Jeg havde to drømme for nylig som jeg tolkede (sådan noget gør jeg nemlig med mine drømme) derhen at “nu er der ikke mere at arbejde på i din selvudvikling, Anja!” I den ene drøm kiggede jeg f.eks. dybt ned i min navle, og der var HELT tomt! Altså slut med navlepilleri, ikk’? 😉 

Well, jeg tog fejl. Eller nej, navlepilleriet er det måske slut med, men ikke selvudviklingen. For ret kort tid efter at jeg grinende og selvfed besluttede mig for at nu var det slut med selvransagelse, blev jeg i den grad konfronteret med det der måske kan betragtes som kernen af alt hvad jeg nogensinde har haft af problemer. I dag har det formuleret sig sådan her i mit hoved:

Der er to sider af mig. Den ene side er en bange lille pige, den anden er en stærk voksen kvinde. Den lille pige er blevet skældt ud, og hun er blevet drillet. Har altid følt sig udenfor, forkert og anderledes. Har fået at vide at det der var hendes højeste drøm “altså kun var noget de allerdygtigste kunne opnå” (og dermed konkluderet at hun åbenbart ikke var dygtig nok, og lige så godt kunne lade være med at prøve). Så den lille pige tør ikke rigtig noget og tror heller ikke rigtig at hun kan noget.

Den stærke voksne kvinde har til gengæld været lidt af en rebel. De andre skal fandme ikke ha’ lov at bestemme hvad der er rigtig og forkert. Hun står ved sig selv, og hun er stolt af det. Hun tør ting som andre ikke tør. Hun er fri, hun er glad, og hun stoler på sit eget værd. Hun ved at hun kan alt hvad hun sætter sig for at gøre.

Af en eller anden grund har jeg aldrig haft lyst til at være mor. Det der med at skulle opdrage på børn og have ansvaret for deres liv har bare ikke tiltalt mig. Og måske er det derfor den lille pige har fået lov at styre det hele og te sig som det passede hende. Når hun ikke tør noget, så gør jeg det ikke. Med lidt held kan jeg overtale hende til at vi gør det alligevel, men det kræver en masse energi.

Problemet med det er at man f.eks. ikke kan sætte en bange lille pige til at passe sin forretning og forvente at den blomstrer. Man kan ikke sende en bange lille pige ud i verden og forvente at hun indtager den. Man kan ikke sætte store mål for en bange lille pige og forvente at hun bare går på med krum hals og når dem.

Derfor er det nu på tide at jeg bliver mor. Ikke bogstavelig talt (beklager hvis du klikkede dig ind med forventning om et graviditetsindlæg ;-)), men på den måde at jeg tager mig af den lille pige jeg har indeni på myndig vis så hun ikke længere styrer showet. Jeg er nødt til at sætte grænser for hende, kærligt men bestemt. Hun skal ikke spørges hvad hun vil, hun skal have at vide hvad hun skal gøre. Og protesterer hun, må vi have en snak om det, men det er stadig mig der bestemmer. Moderen. Den stærke, selvstændige kvinde der tager ansvar og klarer det der skal klares – for det gør mødre bare!

Jeg er nødt til at blive mor for den lille pige nu hvis jeg vil rykke fremad i mit liv. Når jeg lader mig styre af et barn, er det simpelthen for meget “to skridt frem og et tilbage”, og min tålmodighed er ved at være brugt op.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook