Kærlighed

Jeg var 18 år (nåja, helt præcist 3 dage yngre) før jeg fik min første kæreste. Han hed Ulrik Larsen, boede i Frederikssund og spillede elektrisk guitar. Han var langhåret og lækker, og jeg var lykkelig. Det varede dog kun i et par måneder (var det halvanden?), så slog han op. Det græd jeg over i et par dage, og så var den kærestesorg overstået.

Min næste kæreste blev Ole. Han var førstemand i Fona i Herlev hvor jeg var pladedame (ja, det hed vi…). Vi havde det virkelig sjovt sammen på arbejdet og gik af og til i byen sammen med de andre kolleger. En dag inviterede han mig ud at spise. Da vi senere var på bar, sagde han pludselig “nu vil jeg gøre noget jeg længe har haft lyst til”, og så kyssede han mig. Og så blev vi kærester. 3 år efter flyttede vi sammen i Roskilde. Senere købte vi hus på dejlige Orø. Ole var manden i mit liv. Mit livs store kærlighed. Vi havde et vidunderlig forhold, og der gik ikke en dag hvor vi ikke grinede sammen. I 10 år.

Jeg troede ikke man kunne blive forelsket i en anden mand når man havde det sådan. Men det kan man.

I 2001 kom Gunther ind i mit liv. Vi hjalp fælles venner med at flytte i maj. Udvekslede e-mail-adresser fordi vi til en fødselsdag året før havde snakket musik, og Gunther havde noget med Mike Oldfield som han syntes jeg skulle høre. Jeg skulle bare sende ham min adresse, og så ville han sende det med posten. Det blev til måneders e-mail-skriveri frem og tilbage. Det blev til inderligt venskab, og det blev til kærlighed. En kærlighed jeg ikke ville indse at jeg var nødt til at flytte efter fordi jeg jo havde al den kærlighed jeg nogensinde kunne ønske mig, lige der hvor jeg var. Men på min mors 60 års fødselsdag skrev Gunther en e-mail til mig om at vi ikke længere kunne ses fordi han elskede mig og det gjorde for ondt på ham at vi kun kunne være venner. Det slog mig lidt omkuld, men jeg besluttede at det måtte være sådan. Indtil Ole og jeg samme aften kørte hjem fra min mors fødselsdag og han kunne mærke at der var noget galt. Før vi var hjemme, havde vi brudt med hinanden.

Vores skilsmisse er det værste jeg nogensinde har været igennem. Det var værre end at miste min far. At rive tæppet væk under den jeg elskede, at se ham blive knust, at gå fra ham og vide at det ville tage flere år før sårene helede, også mine egne – det var uendelig smertefuldt. Jeg bilder mig ikke ind at jeg havde det lige så slemt som ham, men det var tydeligt at mange troede at det gjorde særlig ondt på mig, for jeg havde jo valgt det. De tog fejl. Det var smertefuldt at vide hvilken smerte jeg var skyld i, det var smertefuldt at miste hans side af familien og vennekredsen, det var smertefuldt at høre venner og familie fortælle hans side af historien og forstå ham bedre end mig, det var smertefuldt pludselig at være som to fremmede efter 10 års samliv, og ikke mindst var det smertefuldt at miste mit livs kærlighed. Også selv om jeg fik en ny i erstatning. At tro at en ny kærlighed kan viske smerten fra den gamle væk, svarer til at tro at en mor der har mistet et barn, glemmer den sorg bare fordi hun får et nyt.

Heldigvis havde jeg al den tid, plads og forståelse fra Gunther jeg havde behov for. Jeg kan forestille mig at andre var flygtet fra en kvinde som græd ved deres skulder over at have mistet en anden mand, men ikke ham. Jeg var i lang tid lidt ked af at vi ikke havde et smukt minde om dengang vi forelskede os. Jeg misundte par som kiggede drømmende forelsket på hinanden ved spørgsmål som “Kan du huske vores første kys? Vores første middag? Første gang vi elskede?”. Vores minder om den slags var forbundet med en knugende fornemmelse i maven, og jeg ville helst ikke tænke på dem.

Men min beslutning var ingen fejltagelse. Hvilket jeg i øvrigt aldrig tvivlede på. Vi havde seks gode år sammen i stor kærlighed, og jeg fik den erfaring at der ikke er én “eneste ene” – der er flere. Gunther forelskede sig siden en dejlig kvinde i Spanien og flyttede ned til hende. Og selv om det naturligvis var hårdt, så kunne jeg kun udvise forståelse for at det kunne ske – det havde jeg jo selv været igennem. Faktisk havde jeg allerede en anden da han rejste, men det er en længere historie. 😉 Jeg fandt for et par år siden ud af at der findes et begreb for det at være i stand til at elske flere ad gangen. Et begreb jeg føler mig hjemme i. Læs mere på polyamori.dk .

Jeg har i øvrig skrevet en bog om kærlighed og utroskab med titlen “Hvem er du utro?”. Den udkom på Forlaget Uforklarbar d. 13/10-09.

Og så skal jeg da lige nævne at jeg har en dejlig kæreste nu. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook