I lørdags var jeg til La Loba-dans på Frederiksberg. Det siger dig muligvis ingenting, for det er ikke så udbredt herhjemme endnu, men det bliver det. Misa som holder det, er vidunderlig, og hendes arrangementer er transformerende. Det handler (alt for kort og forsimplet sagt) om at give slip og lade kroppen danse som den vil til særligt udvalgt musik, og undervejs sker der vilde ting i ens indre.
Efter første del af dansen var det der boblede op hos mig, glæde. Den ægte indre livsglæde. Efter en pause skulle vi danse videre, og vi lagde ud med at danse den frie, legende energi. Jeg følte mig glad og sjov og let som en fjer. Dansede og dansede. Og begyndte så at snurre rundt. Jeg snurrede og snurrede – nærmest som en sufi, og jeg kunne mærke det skørt jeg ikke havde på, flagre omkring mig mens jeg snurrede.
Så fik jeg et indre billede af at være en fri, glad og ubekymret pige midt på en blomstereng i fri snurredans med skørtet flyvende ud fra taljen. Som barn ønskede jeg mig sådan en nederdel, kan jeg huske. Jeg gik ikke op i hvilken farve den havde, eller noget som helst andet. Det eneste kriterium var at den sådan kunne brede sig ud i hele sin vidde omkring min krop når jeg snurrede rundt. Og her dansede jeg nu som en 46-årig lille pige på en eng med det skørt.
Og så kom tårerne. Jo mere jeg snurrede, desto mere pressede de sig på. Jeg forsøgte at stoppe. Jeg var jo også bange for at blive svimmel. Der er grænser for hvor meget man kan snurre uden at vælte. Men snurre ville min krop. Og hver gang jeg snurrede, pressede tårerne sig mere og mere frem.
Andre i rummet råbte, trampede, skreg, grinede, og til sidst kunne mine tårer ikke holdes tilbage, og de blev til en høj hulken. En hulken så høj at jeg aldrig ville have givet slip på den derhjemme af frygt for at naboerne ville komme løbende. En hulken så høj at jeg aldrig ville have givet slip på den i armene på min kæreste af frygt for at han ville blive forskrækket. En hulken så høj at der kun var plads til den i et rum fuld af kvinder der vidste at min proces var helt okay fordi de var optaget af deres egen.
Min krop krampede sig forover i gråd og gav slip på høje lyde, snot og tårer. I mit indre lød en stemme der sagde at det var “årtusinders smerte der kom til udtryk”. Årtusinders. Ikke bare dette livs. Måske ikke engang bare mit livs. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at noget i mig havde stor modstand mod den frie, ubekymrede glæde der ellers før har været min naturlige følgesvend. Følelsen i mig var, at hvis jeg tillader mig selv at være for ubekymret og glad, så kommer der nogen og river tæppet væk under mig så jeg bliver ked af det igen. Følelsen af at det ikke kan betale sig at give glæden al den plads, for sorgen kommer alligevel og river den væk.
Jeg rev mig ud af sorgens favntag og dansede forkrampet videre med gråden. Den satte mig igen i stå med høj hulken, og pludselig mærkede jeg en arm omkring livet. Min sjælesøster tog omkring mig bagfra og vuggede med mig mens jeg hulkede. Hun dansede omkring mig, og jeg dansede med, og min gråd blandede sig pludselig med høj latter så jeg ikke længere mærkede om jeg egentlig grinede eller græd. Men det gjorde ikke noget. Min krop var fri til at udtrykke det der kom, og omkring mig dansede en engel med det blideste smil og et “jeg har dig” i blikket. Vi fortsatte hver vores dans, og min gråd klingede af.
Inden dansen sluttede, nåede jeg også at danse min indre kraft frem. Jeg mærkede den stærke, stolte kvinde jeg også er. Hende der er fuld af saft og kraft, stærk intuition, klare grænser, sund vrede, vild glæde, sang, dans – LIV.
Jeg længes mere og mere efter hende. Og hun længes efter at jeg finder hende og smelter ind i hende. Hun hiver i mig, og det gør ondt at gøre modstand.
Livsvalg
Jeg står over for et livsvalg. En mulighed. Hvad det præcis er, kan jeg af flere grunde ikke skrive her, så det er ikke for at være krukket eller mystisk jeg ikke er direkte. Men fra uventet kant fik jeg for nylig tilbudt en spændende mulighed. En mulighed jeg faktisk har drømt om, og som jeg nu overvejer at tage imod. Men min drøm havde en lidt anden form, og derfor (?) griber min hjerne nu efter sin desværre alt for tro følgesvend: min praktiskhed.
Forestil dig det her scenarie: Efter 2 måneders regnløs hedebølge trækker det endelig op. Skyerne trækker sig sammen, der lyder en buldren i det fjerne, og himlen lyser op i lynglimt. Om lidt åbner alting sig, og regnen vælter ned.
Saftige Anja vil gerne løbe nøgen ud i regnen og danse. Eller nej, hun gider faktisk ikke smide tøjet, for det er jo lige meget om hun bliver gennemblødt. Hun skal bare ud under den vilde, åbne himmel. Men før hun får set sig om, har Praktiske Anja bremset hende. Det regner jo. Det er koldt. På med regntøjet. Op med paraplyen. Og så helst stå inde under halvtaget og tænke lidt over om det nu går an at danse rundt. Hun kunne jo blive forkølet. Smide tøjet alligevel? Mjo, det er jo ikke fordi hun er genert, meeen … er regnen egentlig ikke allerede ved at stilne af igen? Det er garanteret holdt op inden hun kommer derud, og så kunne det jo ikke betale sig. Nej, hun går ind igen og hygger med en god bog. Der kommer masser af regnvejr. Hun kan altid gøre det en anden gang.
Et ægte eksempel: Der er snart fest i et netværk jeg er tilknyttet. “Hvorfor skal du ikke med?”, blev jeg spurgt forleden. Og det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg ved at Saftige Anja ville hygge sig helt vildt. Der kommer vist stort set kun mennesker hun ville elske at feste med, grine med, spise og drikke med, snakke natten lang med, være sig selv med. Men Praktiske Anja tog beslutningen længe før Saftige Anja nåede at tænke over det. Hun sagde at det blev for besværligt med overnatning, at det var for langt væk – ja, generelt ville det bare blive bøvlet. Og så meget trækker fester altså heller ikke. Så hun undersøgte ikke engang om bøvlet kunne blive mindre. Om der var nogen at køre med, sove hos osv. Nej, der er jo også arbejde der skal gøres, og en hel weekend er lang tid. Hvad nu hvis jeg hellere vil noget andet til den tid?
Og på den måde går jeg glip af meget af den saft og kraft jeg faktisk længes efter.
Jeg er tit blevet kaldt modig, og det er jeg måske også på mange områder. Jeg lever på mange måder uden sikkerhedsnet. Men jeg kunne godt tænke mig at slippe det mentale sikkerhedsnet også. Ikke at blive hovedløs, men dog at give hovedet mere fri og mærke mere efter i kroppen. Spørge mit skød hvad dét synes. Spørge som Clarissa Pinkola Estes foreslår i den fantastiske bog (som skulle være obligatorisk læsning for enhver) Kvinder der løber med ulve: (frit efter hukommelsen) “Hvad er det jeg ved dybt inde i mine æggestokke er sandt?” Spørge mine fødder hvor de helst vil gå hen. Spørge mit hjerte hvor det vil trives bedst. På mange områder er jeg virkelig god til det, men der er stadig et stort hæmmet område i mig der allerhelst vil gemme sig i sikkerhed fra at blive for berørt af ægte liv.
Jeg vil gerne tage flere saftige valg og færre praktiske. Mærke mere vildskab og mindre dovenskab. Min sjælesøster danser altid omkring mig mens hun kigger kærligt på mig og opfordrer mig til at tørre de bange tårer bort og danse med. Og livet giver mig saftige æbler jeg kan tage en stor bid af – hvis jeg vil. Men valget er mit alene: Praktisk eller saftig?
Ja det er svært at vælge. Jeg er begyndt at mediterer og der finder jeg nogle svar jeg ikke troede jeg ville få… og jeg tør godt danse i regnen, selvom jeg er praktisk… Ville elske at tage din hånd og trække dig med ud og danse i det vilde vejr 🙂