Virker inspiration bedre end skræmmekampagner?

Jeg har en veninde der er veganer. Jeg bevæger mig også selv stærkt i den retning, men er der ikke helt endnu. Jeg ved ikke om jeg når dertil 100 %, men jeg vil gerne, for jeg har ikke noget som helst andet argument for at blive ved med at bidrage til udnyttelsen af dyr end at (noget af) det smager godt, og at det er bekvemt at blive ved fordi det nogle gange er besværligt at undgå.

Min veninde er journalist og arbejder bl.a. for Anima, og som en del af sit job må hun nogle gange sidde i dagevis og se på skrækkelige videoer af dyr der bliver voldsomt mishandlet. Med det job er det ikke så svært at lade være med at spise dem.

Hun skrev et rigtig fint og langt indlæg om hvad kødproduktion gør ved dyrene, miljøet og kloden, og i den forbindelse stødte jeg på den holdning at skræmmekampagner ikke hjælper noget – man skal hellere inspirere og oplyse om fordele som sundhed og gode smagsoplevelser. Skræmmekampagner gør bare at folk lukker øjnene eller ligefrem bliver trodsige.

Inspiration er godt og gavnligt, og jeg er helt enig i at det ikke hjælper at pege fingre eller kaste med skyld og frygt, men det er helt vildt vigtigt at nogle bliver ved med at oplyse om hvad der foregår – uden filter. Og det kan man tilsyneladende ikke hvad dyreproduktion angår, uden at nogle føler sig angrebet og stødt. Og kalder oplysning for skræmmekampagner.

Der ligger lidt i ordet “skræmmekampagne” at man mener at det er lidt overdrevet, det der kommunikeres. At det nok ikke står helt så slemt til i virkeligheden.

Jeg var selv en af dem der i mange år lukkede øjnene for de skrækkelige videoer der. “Jeg ved godt hvor slemt det står til,” sagde jeg, “og jeg kan ikke holde ud at se på det.” Men jeg vidste det ikke sådan for alvor. Jeg vidste slet ikke nok til at jeg ikke stadig kunne holde ud at bidrage til at det foregik.

Først da min veninde for nogle år siden insisterede på at jeg læste bogen “Om at spise dyr”, og jeg begyndte at se de der små film, gik det op for mig hvor skrækkeligt det var, og jeg mistede ganske enkelt lysten til at købe kød. Da jeg i år så filmen Earthlings, røg lysten til at købe æg, ost, smør og mælk som ellers evig og altid har befundet sig i mit køleskab og jeg aldrig troede jeg kunne undvære.

“Inspiration” virkede ikke på mig, og jeg tror det virker på de færreste. Sådan for alvor. For inspiration kan overhøres. Det er for bekvemt at stikke hovedet i busken og blive ved med at gøre som man plejer. Jeg gør det selv endnu på mange områder. Også det med dyrene. Men efterhånden som min viden bliver større, bliver mine vaner svagere, og en dag er lysten til at sætte tænderne i noget der indeholder produkter fra dyr måske helt væk. Men det vil ikke ske fordi jeg har opdaget “hvor lækkert det kan være at være veganer”. Det vil ske fordi jeg har fået smækket sandheden lige op i fjæset og ved af hele mit hjerte hvor forfærdeligt et andet væsen er blevet behandlet for at jeg kan få min ost eller min flødeskumskage.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.