Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 14/4-13
Jeg troede engang at jeg havde “en type”. Jeg kunne se på en mand og tænke at han ”ikke var min type”. Hvor jeg havde det fra, aner jeg ikke, for det jeg bildte mig ind var ”min type”, holdt egentlig ikke stik i forhold til de mænd jeg følte mig tiltrukket af. Jo, min første rigtige kæreste, var sådan en, men alle jeg var forelsket i inden ham, så anderledes ud, og det samme gjorde dem jeg var tiltrukket af mens vi var kærester. Alligevel fastholdt jeg det billede af hvad der var min type.
Det var vist egentlig først efter det forhold – dvs. efter at jeg var fyldt 30 – at det gik op for mig at jeg på ingen måde havde en type. Og det er blevet tydeligere og tydeligere med årene, nu hvor jeg har lidt flere kærestereferencer, om jeg så må sige. De mænd jeg har elsket, og elsker, er ganske enkelt VIDT forskellige.
Den næste i rækken var høj og bred, gav store bamsekrammere og havde en solid måtte på både bryst og ryg. Jeg som altid havde været temmelig begejstret ved tanken om at lægge mig ind til en behåret brystkasse, men syntes at hår på ryggen var det værste jeg kunne forstille mig, opdagede at det skam var ganske praktisk at kunne nusse hår uanset hvilken vej han vendte. Hår på ryggen var pludselig ikke noget turn-off – overhovedet!
Siden forelskede jeg mig i den (naturligt) mindst behårede mand jeg nogensinde har været sammen med. Ikke så meget som et lille hårstrå på armene. Ikke engang så meget som findes på en gennemsnitlig kvindearm. Og jeg opdagede så hvor dejlig bar, blød hud kan være. Min påståede hårfetish røg ud af vinduet.
Samme mand var i øvrigt alt hvad jeg overhovedet ikke ønskede mig. Han var bl.a. storryger og drak for meget, og den aften jeg forelskede mig i ham, var han så fuld at jeg nærmest følte mig frastødt. Da han alligevel (jeg var heller ikke helt appelsinfri) fik lokket et lille kys ud af mig, skete der det meget mystiske at jeg fik sommerfugle i maven. Hvor de kom fra, aner jeg ikke, men det var sgu noget af et bagholdsangreb. Igen måtte jeg sande at min ide om hvilken mand der passede mig, ikke var sand. Vi havde et dejligt forhold og er stadig de bedste venner.
Min ide om at jeg var til modne mænd, kunne jeg pakke væk da jeg som 35-årig forelskede mig i en fyr på 21. Et par søde, cola-brune øjne og et drenget sind slog benene væk under mig, og ideen om at man absolut skulle være ”samme sted i livet” for at være kærester, var væk. Det kan faktisk også være ganske befriende for en travl voksen kvinde at bruge en weekend på at ligge og flette fingre, spise pizza og se Svampebob.
Noget af det jeg elsker ved min nuværende kæreste, er at han er en stor mand. Høj og med dejlige, store hænder. Det gør at jeg, som ikke er noget nips, føler mig lille og feminin. Men da jeg til nytår havde en date med en mand der var mindre end mig, som betroede mig at han altid havde haft et kompleks over det fordi han havde en ide om at kvinder foretrak høje mænd, kunne jeg ærligt sige til ham at jeg syntes det var dejligt han var så lav. Det er nemlig ret meget nemmere at kramme igennem med en der ikke er et hoved højere end en selv.
Hvad mænds ”intime udstyr” angår, kan jeg da også afsløre at jeg har fundet fordele ved alle udgaver. Jeg er en af dem der siger ”det er ikke størrelsen, men gørelsen” og mener det.
Så jeg må simpelthen erkende at jeg ikke har nogen præferencer længere. Jeg kan godt bilde mig ind at jeg har, og det gør jeg til tider stadig, men er jeg først solgt til en mands indre, så er og bliver han en lækker mand.
Vil give dig ganske ret med det, du har skrevet.
Man bilder sig selv ind at man har en type – måske for at have et udgangspunkt at gå efter, eller at skærpe sin interesse til det, man i starten finder tiltrækkende udseendemæssigt. Og jo flere referencer man får, jo mere får man øjnene op for, at der ikke rigtig findes typer, men at alle derimod er forskellige. Dertil kommer, at man jo nok mest forelsker sig i personens personlighed og karakter.
Både min ekskæreste og nuværende kæreste, er ikke nogen der har passet ind som min ‘type’ og er vidt forskellige. Men man holder hurtigt af manden på sin helt egen måde, og lærer at værdsætte de unikke ting.
Jeg ville ønske mange flere kvinder læste dit indlæg, for man hører virkelig mange sjove kommentarer under en togtur – også selvom jeg ikke er en ‘lytter’, men nærmere fordi man til tider ikke kan undgå det når nogle taler ret højt om den slags.
Sjovt nok ville kvinder nemlig blive fornærmede hvis vi var lige så fysikistiske (diskrimination alene pga fysikken) om dem, deres bryster, deres numser m.v. 🙂
Du har så ganske ret: charmen ligger i forskellene imellem os, og dine blogindlæg er altid så dejligt livsbekræftende. God weekend. 🙂
Jeg har tit tænkt det samme, Henrik. I mænd taler ikke halvt så grimt om os som vi gør om jer – og os selv/hinanden. 🙁
Befriende at læse at jer kvinder ikke altid står så skarpt på jeres præferencer som I ellers giver udtryk for. Så er der også håb forude for os der der hverken pumper jern, eller har et udseende der får samtlige piger på gaden til at vende sig om. Omvendt må jeg nok også erkende, at jeg nok også selv er lidt kræsen – men mon ikke at man tilsidesætter det når chancen byder sig 🙂