Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 10/3-13
For et halvt års tid siden blev jeg pludselig ramt af Amors pil. Okay, ”pludselig” er måske så meget sagt, for det var noget nær en velovervejet beslutning at jeg lod det ske, men det kom i hvert fald bag på mig at jeg fik lyst til at lade det ske. Vi havde kendt hinanden i 3 år og haft et venskab baseret på en fælles hobby, så vi havde delt mange glade og sjove stunder. Alligevel var det aldrig faldet mig ind at han var sådan en jeg kunne blive så vildt forelsket i som jeg blev. Tanken havde ikke engang strejfet mig før en veninde skrev til mig på Facebook: ”Det undrer mig altså virkelig at I to ikke danner par!”
Og så var det jeg begyndte at overveje det. Vi tog på en ganske venskabelig weekendtur sammen, og undervejs tænkte jeg over min venindes ord. Hmm, var der noget om det? Hvad var det jeg ikke selv havde lagt mærke til? Faktisk havde han jo et ret pænt smil. Og nogle temmelig dejlige hænder, kunne jeg også få øje på nu hvor jeg kiggede efter. Og sikke en omsorgsfuld mand han var. Og hvor var vi enige om mange ting. Og sikke nogle indsigtsfulde ting han sagde, som fik mig til at tænke over ting på en ny måde. Og så var han lykkeligt gift. Det var jo lige sådan en mand jeg gik og ønskede mig!
Knækkede filmen for dig der til sidst? Lad mig splejse den sammen for dig igen. Hvis jeg da ellers kan, for er der noget folk kan have svært ved at sætte sig ind i, så er det at nogle af os er sådan indrettet at vi ikke ønsker at have vores drømmemand (eller -kvinde) for os selv. Og før du nu farer i flint ved tanken om utroskab, så lad mig forsikre dig om at det ikke er sådan fat i vores tilfælde. Vi er skam åbne og ærlige og enige om at deles.
Jeg har prøvet det andet. At leve sammen med ham jeg troede skulle være manden i mit liv til vi blev gamle sammen. Og det var skønt. Jeg elskede ham, og jeg elskede vores samliv. Men jeg forelskede mig på et tidspunkt i en anden og følte det forbandet at jeg absolut skulle vælge, for jeg elskede dem begge to. Og med tiden gik det så op for mig at man ikke behøver leve sådan som normen foreskriver. Man kan faktisk vælge selv. Og det gjorde jeg så. Jeg valgte at min kærlighed ikke længere skulle være begrænset til én ad gangen, men skulle være fuldkommen fri. Og det betyder også, for mig, at dem der elsker mig, er fri til at elske andre.
Noget andet der har ændret sig med årene, er mit behov for at bygge rede og have en samlever. Jeg stortrives som eneboer, og bliver faktisk en lille smule vanvittig af at have et andet menneske hos mig dag ud og dag ind – uanset mængden af kærlighed. Det var ikke populært at opdage det imens jeg boede sammen med en kæreste og måtte fortælle ham at jeg havde brug for at flytte for mig selv, men stadig gerne ville være kærester. Men siden da har jeg ikke ønsket det anderledes. Og derfor er det jeg har ønsket mig at blive forelsket i en gift mand – af rette, åbne støbning, naturligvis. For tænk endelig at kunne have en kæreste som ikke forventede at vi stille og roligt skulle vokse sammen og blive til én, men som jeg bare kunne nyde i fulde drag som det selvstændige menneske han var, og tilmed vide at han var i gode og kærlige hænder når han ikke var hos mig.
Men det kan virkelig være svært at forklare folk der ikke har det sådan. Der kommer gerne velmente (?) forklaringer som ”du har nok bare ikke mødt den rigtige endnu”, ”du er bange for at binde dig” eller ”du tror ikke du er bedre værd”. Men så kompliceret er jeg slet ikke. Jeg er ganske enkelt bare glad for at være mig og elsker min kæreste så højt at jeg ikke kunne forestille mig noget mere forfærdeligt end at han skulle bryde sin søde, smukke og dejlige familie op ”for min skyld”. Før vi blev kærester, syntes jeg at han og hans kone var det sødeste par i hele verden. I ved, et af den slags par man slet ikke kan forestille sig at noget i verden kunne skille ad. Og sådan har jeg det stadig.
En kommentar jeg fik for nylig, lød: ”Det er dejligt at du er så forelsket, men det er da ærgerligt at du ikke har ham for dig selv”. Men for mig er der ikke noget smukkere end at kunne dele. Og hvem har vi egentlig ”for os selv” alligevel? Om jeg skal dele ham med hans fodboldhold, hans karriere eller hans kernefamilie, er vel for så vidt ligegyldigt? Hovedsagen er at jeg ved han er elsket og glad hvor han er.
Hmmm, jeg har prøvet det samme – at være forelsket som gift OG i en andens mands kone. Jeg brugte 4 måneder å at komme af med følelserne for hende, kun for at konstatere at en lille flig var slået af mig, og jeg flere gange siden har gentaget fejltagelsen. Har prøvet terapi og sågar hypnose for at komme af med tankerne og affærer og utroskab.
Tror du, at din elskers kone, synes, at det er smukt at dele? Jeg vil tro, at fornøjelsen er helt på din side. Vælg en mand, der ikke er optaget. Gør noget ved dine traumer, så du ikke behøver at finde de gifte mænd. Der er vel singlemænd, der vil have et uforpligtende forhold? Vær ordentlig ved dine medkvinder og vågn op. Du lever i en drømmeverden af egoisme. Den er ikke smuk, men sørgelig.
Charlotte, har du overhovedet læst hvad det er jeg skriver?
Lad mig fremhæve den sætning du må have overset: “… før du nu farer i flint ved tanken om utroskab, så lad mig forsikre dig om at det ikke er sådan fat i vores tilfælde. Vi er skam åbne og ærlige og enige om at deles.”
Du kan evt. læse mere på http://polyamori.dk
Hvor er det godt og rørende skrevet. Kan følge dig på alle måder……i min verden er du en en’er…….på mig lyder det som om hans kone kender til jeres forhold…..er det rigtig??
Jeg er også forelsket i en gift mand og har det på nøjagtig samme måde…..er glad når jeg har ham,elsker mine alenestunder men er samtidig lykkelig når han er hjemme ved den/ dem han elsker. Har man ikke prøvet at have en gift mand, burde man prøve!!
Stop alle fordomme og dårlige kommentarer. En gift mand søger ikke andre græsgange, hvis han er glad i det han har og var det ikke mig, så var det en anden……længere er den ikke. Alt held og lykke til
Ja, Dorthe, hans kone kender til vores forhold. Vi har åbne forhold, og der er i vores tilfælde ikke tale om at den gifte mand søger andre græsgange fordi han ikke er glad for det han har. Han elsker sin kone og er glad for at leve sammen med hende. 🙂
Godt gået af alle partnere❤️