Fås nu også som nøgenfløjtenist

Som du måske ved, spiller jeg tværfløjte, og i fredags optrådte jeg ved et arrangement der hed “Tabuernes hersker“, som var en duel mellem filosof Carsten Graff og terapeut Carl-Mar Møller. Jeg spiller sammen med en klassisk guitarist i duoen Duo Natura der som navnet svagt antyder, har det særlige ved sig at vi optræder nøgne. Det gør vi ikke for at forarge eller provokere eller fordi vi er ekshibitionister, men bare fordi det sjovt og anderledes, og fordi der simpelthen er situationer hvor det passer sig bedst – det kan f.eks. være ved kurbadsarrangementer el.lign. hvor sådan noget som det klassiske kjole og hvidt ville være en anelse malplaceret. Og så har vi begge et ønske om at folk begynder at opfatte nøgenhed som noget der bare er naturligt og ikke noget at blive forskrækket over. Kim, som min duopartner hedder, er naturist, og jeg selv – tja, jeg har bare et naturligt forhold til nøgenhed og ejer åbenbart ikke blufærdighed på den front.

For mange ville det være enormt grænseoverskridende at stille sig nøgen op foran 200 mennesker sådan som jeg gjorde i fredags, men for mig var det ikke noget der krævede nogen særlig overvindelse. Det eneste jeg kan rammes af i et sjældent splitsekund, er en smule almindelig kvindelig forfængelighed over at vise at jeg både har appelsinhud, hængebryster, rund mave og strækmærker, men når jeg tager mig selv i at tænke over det, beslutter jeg ret hurtigt at det er en del af naturligheden at vise at det faktisk (også) er sådan almindelige mennesker ser ud. Og så længe det sker i en sammenhæng hvor det ikke handler om at min krop skal kigges på og bedømmes, så er det okay. Jeg ville underligt nok have sværere ved at skulle stille op i undertøj eller bikini fordi der ligger en eller anden “værdi” i tøj som giver mig en følelse af at jeg bør se godt ud i det. Men min krop som den er, er bare naturlig og dejlig. 🙂

Hvis du har et arrangement som en nøgenduo ville passe ind i, så tjek vores hjemmeside (som ikke er særlig køn i skrivende stund, men der står de oplysninger du skal bruge) for at se priser og betingelser, og kontakt os gerne. Det skal tilføjes at vi ud over at være nøgne, faktisk spiller godt. 😉

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook

2 thoughts on “Fås nu også som nøgenfløjtenist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.