Hvor er det pudsigt: Da jeg tænkte tilbage på 2019 forleden, tænkte jeg at det ikke havde været et særlig begivenhedsrigt år. Måske er det fordi der lige nu er ret stille inden i mig, og jeg ikke aner hvad det nye år skal indeholde – jeg er midt i en form for nulstilling. Men jeg kan konstatere at det da var noget af en fejlvurdering!
I dag sidder jeg ved mit spisebord med god kaffe, stearinlys tændt og mine notesbøger fra 2019 ved hånden. I højttaleren på mit bord lyder Pernille Melsteds stemme. Jeg genbruger optagelsen af hendes nytårskursus jeg deltog i for et par år siden, hvor hun guidede deltagerne igennem året der gik. Jeg bladrer tilbage i notesbøgerne, kigger tilbage på Instagram (en god måde at få overblik over årets oplevelser på), og jeg konstaterer at det har været et år fyldt med begivenheder, erkendelser, udvikling, glæde, lykke, kærlighed, nye venskaber og oplevelser.
Tiden går så stærkt at jeg føler at jeg kun lige er flyttet til Førslev, og det giver mig den følelse at “der jo ikke kan være sket så meget på den korte tid”, men jeg har alligevel boet her et helt år nu. Et år jeg var så spændt på da det begyndte.
Hvis jeg skal se på hvad der var skelsættende i år, så springer to ting i øjnene:
- Jeg begyndte at undervise i Bruce Moens “Exploring the Afterlife” og har af den grund været to gange i Milano.
- Jeg blev en del af doTERRA – et fuldstændig uventet nyt eventyr.
At springe ud som international underviser var noget jeg aldrig rigtig havde forestillet mig skulle ske. Hvor meget af det der kommer til at ske fremover, ved jeg da heller ikke, men det var i hvert fald et spændende skridt at tage. Og jeg ved at 2020 kommer til at byde på endnu en tur til Italien, for jeg skal uddanne en anden underviser.
doTERRA (æteriske olier) havde jeg endnu mindre kunnet forestille mig skulle blive en så stor del af mit liv som det blev. At noget som helst skulle overbevise mig om at network marketing er sagen (gud bedre det! ville den gamle Anja have sagt hvis nogen havde hvisket om det først på året), havde jeg dømt umuligt. Og det er heller ikke som sådan dét der er skelsættende. Det var bare nogle gamle overbevisninger der skulle slippes før jeg kunne komme til det rigtig skelsættende: Olierne. Og netværket. Og mentoringen. Og tappingen. Og de nye venskaber. Og den dybe healing det har medført (eller rettere er i gang med at medføre, for jeg er slet ikke landet endnu). Dét har sgu været årets overraskelse!
Så jeg ser tilbage på et virkelig interessant år og undrer mig over at jeg forleden tænkte at der ikke var sket noget særligt. Men det er som sagt også som om der er en nulstilling i gang. Jeg kunne f.eks. tydeligt mærke forskel på første og anden gang jeg var i Milano for at undervise. Jeg følte simpelthen at den Anja der var i Milano i november, var et andet menneske end hende der var der i februar. Ikke at andre eller jeg selv ikke kan kende mig mere – udadtil er jeg den samme – men det er som om der er rykket rundt på en masse inden i mig. Noget er faldet til ro, andet er vækket til live. Jeg bliver mere og mere mig. Lag falder af.
Jeg er som sagt slet ikke landet endnu, og måske er det en landing 2020 vil bringe.
Min kalender er nærmest tom. Jeg har lige en nytårsworkshop med Christine Eilvig jeg er med til at arrangere d. 11. januar, og så har jeg nogle private aftaler, men ellers aner jeg ikke hvad året skal bringe. Jeg har ingen planer, ingen visioner. Jeg har nogle ønsker, men jeg kan ikke helt mærke hvor de kommer fra. Om de kommer fra det sted hvor jeg ønsker det fordi det er hvad jeg tror er muligt, eller om jeg virkelig ønsker det dybt inde fra min sjæl. Og derfor gør jeg ikke noget. Jeg nulstiller bare. Og venter. Og forholder mig åbent. Så ser vi hvad der sker.
