En selvfølge er ingen selvfølge

Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 9/10-11
(Overskrift der: Jeg vil faktisk gerne dele min mand!)

Jeg håber ikke det kommer som en overraskelse for dig, men for nogle gør det tilsyneladende: Der er folk der tænker og føler anderledes end dig. Jeg oplevede for nylig at blive en smule fornærmet over at nogle tillod sig at formode at vi alle er ens. Det var op til folketingsvalget. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance blev citeret for at sige at flerkoneri burde være tilladt. Og for den udtalelse blev han til grin i hele landet. Ja, altså bortset fra hos enkelte af os som gav manden ret og faktisk blev ret glade for at den debat blev taget op i pressen. Men ak, debatten var temmelig ensidig. Det viste sig nemlig hurtigt at det for de fleste mennesker åbenbart er en selvfølge at ”der da ikke findes kvinder i Danmark der helt frivilligt vil gifte sig med en mand der allerede er gift”. ”Helt ude i hampen”, hørte jeg en politisk kommentator kalde det i Aftenshowet. ”Ugens største politiske selvmål” blev det udråbt til i samme udsendelse af 38 % af seerne. Og så var den debat lukket.

Men hvor usandsynligt det end må lyde i nogles ører, er vi altså kvinder – ganske almindelige, ureligiøse danske kvinder – der hjertens gerne deler vores ægtemænd, kærester, elskere og alle andre former for mandlige relationer med andre kvinder. Jeg er selv en af dem. Kommer min kæreste en dag og fortæller mig at han altså også elsker en anden kvinde og har lyst til at have et forhold til hende, vil han hos mig blive mødt af med glæde og nysgerrige spørgsmål om hende – og spørgsmålet om hvornår jeg kan få lov at hilse på den skønne, så jeg kan se hvem der er der fremover skal være med til at gøre min elskede lykkelig. Forhåbentlig vil hun have det på samme måde når hun hører at han allerede har en kæreste, men jeg kan selvfølgelig ikke være sikker. Det er ulempen ved at tilhøre en minoritet, men den usikkerhed tager jeg gerne med for et liv i troskab mod den jeg er.

Hvad der derimod generer mig, er altså denne samfundets formodning om at der da umuligt kan eksistere kvinder som mig. At hvis man lever med at ens mand har andre kvinder, så må det være fordi man er tvunget ind i det, fordi man kommer fra et andet land hvor man har nogle andre skikke og en anden religion. At det umuligt kan være fordi det både kan være ret praktisk og dejligt at deles om sin mand. Der skal nok findes kvinder der er tvunget ind i sådan et arrangement, det aner jeg ikke noget om, men jeg vil æde min gamle hat på at der selv i andre kulturer og andre religioner er kvinder der synes det er pragtfuldt. Og hvorfor i alverden skal vi så ikke have lov at leve sådan som vi selv har lyst til at indrette os?

Jeg har ingen anelse om om Joachim B. Olsen hentydede til den ene eller den anden slags kvinder, eller om han slet ikke  tænkte så langt da han udtalte sig, men for mig var det en vigtig sag han udtalte sig om, og jeg blev sgu sur over at den bare blev skudt ned som utopi.

For mit eget vedkommende handler det ikke så meget om retten til at blive gift med flere. Jeg har faktisk ikke engang behov for at gifte mig med én. Det har jeg prøvet dengang jeg troede jeg skulle være lige som alle andre. Men jeg har behov for, både personligt og samfundsmæssigt, at blive accepteret for den seksualitet jeg har, og de livsvalg jeg træffer. På samme måde som de homoseksuelle har måttet tilkæmpe sig – og guddødemig stadig må kæmpe for – samme rettigheder som de heteroseksuelle har, er vi nu en minoritet af polyamorøse (folk der er åbne for flere kærester ad gangen) der bliver mødt med at vi er underlige og da bare burde kunne lægge låg på vores natur og være ligesom alle andre normale monogame mennesker. At have lyst til at gifte sig med flere er underligt, unaturligt, garanteret religiøst påtvunget og hvis ikke, er det stensikkert noget man kan finde en psykisk årsag til som kan behandles.

Men nej, faktisk forholder det sig bare sådan at ikke alle er ens. Det som for nogle er helt utænkeligt, er for andre helt naturligt. Og nu røg jeg ganske vist ud ad en for mig personlig tangent her, men det gælder jo på alle områder af livet at vi ikke kan regne med at andre synes det samme som os. Vi kan ikke tage det for givet at alle har samme værdigrundlag – i nogen som helst henseende. Og derfor er det vigtigt at vi ikke affejer en debat med at den da umuligt kan være relevant at tage, for den kan for nogle mennesker  betyde hele deres liv.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook