Ofte er det i sammenligningen med andre vi kan mærke hvem vi selv er. Det er både normalt og gavnligt at måle, sammenligne og vurdere sig selv i forhold til andre – til en vis grænse.
To ting kan dog være problematiske:
- Hvis andre fylder – eller vi lader dem fylde – så meget at vi selv forsvinder.
- Hvis vi altid dømmer andre dårligere eller bedre end os.
Jeg har aldrig haft en særlig stor selvtillid (men det hjælper på det). Og jeg kan stadig mærke at jeg har en tendens til at sætte mit lys under en skæppe – især hvis jeg sammenligner mig med andre. Typisk andre som (jeg synes) er mere tjekkede, mere selvsikre, mere karismatiske, mere udadvendte og mere velargumenterede.
Jeg er stille (sådan da), blød, introvert, følsom, skal mærke efter før jeg svarer på noget og har tit ikke andre argumenter end “det føles rigtigt” eller “jeg ved bare at det er sådan”.
Og sådan noget kan man – når man sammenligner sig med det modsatte – slå sig selv oven i hovedet med. Det gør jeg dog ikke længere. Jeg har nemlig opdaget at det (også) er en fordel.
Illusionen om den perfekte underviser
For eksempel havde jeg aldrig troet at jeg skulle blive sådan en der holdt workshops. Det krævede jo (i mine øjne) at man var:
- et udadvendt showmenneske
- en ufejlbarlig ekspert (du godeste!)
- vildt inspirerende på den der “folk flyver derfra fulde af inspiration til at ændre deres liv”-måde
- enormt meget på.
Jeg troede det var mig det handlede om hvis jeg skulle undervise nogen. Det er det ikke. Det er dem. (Du er sikkert ikke overrasket nu, men det var jeg.)
Du er din bedste lærer – ikke jeg
Fordelen ved at jeg er lige præcis mig når jeg underviser andre i at få bedre kontakt til deres sande selv, er at der er plads til at de kan. Der er plads til at de kan mærke sig selv. Der er plads til at de kan finde sig selv. Og der er plads til at de kan være sig selv.
Og gang på gang bliver jeg overrasket (og lidt forlegen) når folk roser mig efter en workshop. For jeg gør jo ikke noget. Jeg er bare mig. Giver ro og giver plads. Deltagerne svarer meget mere på deres egne og hinandens spørgsmål end jeg gør. Jeg skal ikke være eksperten.
Jeg underviser folk i at finde deres egne svar – på den måde som jeg finder mine. Og den metode skal jeg selvfølgelig vide noget om. Men hvad folk får ud af den, er ikke op til mig. Jeg ved ikke hvad der ligger til dem. Det er en gave de selv skal pakke ud.
Men mig er der også en gave til. Nemlig den gave det er at se lyset i deres øjne når de har mødt sig selv. Det er stort. Og jeg vil ikke bytte den gave for hverken intellektuel skarphed, power, showmanship, udadvendthed eller evnen til at sparke røv. Jeg vil meget hellere være hende der giver plads til at de stille og roligt kan pakke sig selv ud – uden at jeg behøver pakke mig ind i noget jeg ikke er.
