“Den nemme løsning”. Sådan hører jeg tit folk omtale polyamori, altså det at være åben for at have flere kærester eller være kæreste med en der har det. Jeg ved ikke hvad det er der skulle være så nemt. Det skulle vist være noget med at man så slipper for at “forpligte sig“, for at “tage ansvar”, og at hvis forholdet derhjemme ikke kører, så “går man bare ud og finder sig noget andet”.
Men det er ikke nemt. Det er heller ikke nødvendigvis skidesvært/-hårdt, men bare nemt, nej.
Det første der er galt med udsagnet “den nemme løsning”, er at det ikke er nogen løsning. På noget som helst. På samme måde som homoseksualitet eller biseksualitet ikke er nogen “løsning”. Jeg skal ikke kunne udelukke at der for nogle er tale om et valg. Der er i hvert fald nogle der eksperimenterer med at åbne deres forhold af andre grunde end at de har lyst til at sætte etiketten “polyamori” på det, og så kan det amorøse måske opstå senere, men uanset hvordan man vender og drejer det, bliver det aldrig en løsning, for har man noget i forholdet der skal “løses”, bliver det næppe bedre af at man inviterer flere parter ind i det.
Og så er der altså det med det nemme. Hvis du synes en forhold til én person kan være en udfordring, så prøv at tilføje en mere. Og en mere. Og en mere. Og deres kærester. Og deres kærester. Okay, måske hører det til sjældenhederne at der kommer så mange led på (der er trods alt grænser for antal timer i døgnet), men du forstår nok hvor jeg vil hen. Bare én mere i et parforhold gør tingene en tand mere udfordrende.
Jeg har selv den udsøgte glæde for tiden at være i forhold til en gift mand. Og selv om det er meget nemt at elske ham og også meget nemt for mig at dele ham med hans skønne kone, så synes jeg alligevel ikke det er “nemt”. Jeg må i hvert fald indse at jeg til tider har mine kvaler. Ikke jeg-ville-hellere-undvære-ham-kvaler, ikke bare-han-var-min-alene-kvaler og heller ikke gid-jeg-dog-var-monogam-kvaler. Men kvaler af den slags jeg sikkert også ville have hvis jeg f.eks. var i et langdistanceforhold eller var forelsket i en mand der var “gift med sit arbejde”.
P.t. går mine kvaler på at jeg savner ham. Jeg er forelsket, og en forelskelse er krævende og fuld af usikkerhed, også selv om kærligheden er gengældt. For når man ikke “har patent på hinanden”, så har man heller ikke patent på hinandens tid og opmærksomhed, og er der noget man ønsker sig som nyforelsket, er det netop det – tid og opmærksomhed. Ikke nødvendigvis udelt, men dog en pæn portion af den.
Da jeg for nogle år siden selv var den med to kærester på én gang, var det også tiden (den manglende) der var en udfordring. For man KAN ikke være to steder på én gang. Følelsesmæssigt kan man (som polyamorøs i hvert fald) snildt rumme det, men kalenderen kan kun rumme det den kan. Og hvordan tilgodeser man to lige meget når man ikke bor sammen med dem begge? Det findes der vist ikke nogen “nem løsning” på, og man kan nemt føle sig revet lidt itu når man er den der står i midten og forsøger at få det hele til at balancere.
Og det er bare nogle af udfordringerne. Alt hvad du finder af udfordringer i et parforhold for to, kan du lægge en god bid til for hver ekstra partner. Måske med undtagelse af frygten for utroskab. 🙂
Men jeg ville ikke bytte. Jeg kan ikke bytte. Det er imod min natur. Og der var jo heller ingen der sagde at det skulle være nemt. Mindst af alle mig.
Alt er svært 🙂 Godt indlæg!